Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...
Kender du romanen eller filmen The Beach? Handlingen foregår på en hemmelig ø med et backpacker-kollektiv blandt Koh Samuis såkaldte 80 søstre – de omkringliggende øer i Bandon-bugten og Ang Thong Marineparken – en paradisø uanfægtet af turisme. Findes noget lignende i virkeligheden?
Romanen udkom i 1996 og filmatiseringen med Leonardo DiCaprio i hovedrollen er fra 2000. Filmens handling er en anelse anderledes end bogens – hvilket ofte er tilfældet med Hollywood-film – og trods nogle indimellem lunkne anmeldelser, blev filmen rost for sceneriet, med andre ord: Stranden. Som location havde 20th Century Fox – heldigvis – valgt den idylliske Maya Bay-lagune på Kho Phi Phi Leh, en af Phi Phi-øerne ud for Phang Nga-bugten i Malaccastrædet mellem Krabi og Phuket. Det medførte at turismen eksploderede. Derfor min heldigvis-tilføjelse – forstået som, at det ikke blev en øerne i marineparken – for både strand og livet i lagunen tog skade, hvorfor øen blev totalt lukket i en periode mellem 2018 og 2022.
Det Danske Filminstitut skriver om filmen, at en flok unge mennesker har oprettet deres eget hemmelige "hippi"-samfund væk fra Thailands turisthelvede.
Romanen fremhæver, hvordan et isoleret selvforsynende kollektivt samfund både er tiltrækkende og skrøbeligt. Samtidigt kritiserer den masseturismens ødelæggende indflydelse på naturlige miljøer.
Introduktion til handlingen
Hovedpersonen er Richard – årgang 1974 – en ung engelsk rygsæksrejsendem, der engang i midten ad 1990'ere søger efter “paradis”. Under sit ophold i Bangkok får han et håndtegnet kort, der viser en hemmelig ø, af den mentalt syge Scott, aka ”Daffy Duck”. Daffy fortæller Richard, at det er en skøn ø med en skjult lagune og strand, der ligger i Thailandsbugten. Kort tid efter at have givet kortet til Richard, begår Daffy selvmord.
Richard, der er fascineret af fortællingen, møder også et fransk rygsæksrejsende ungt ægtepar, Étienne og Françoise, som han fortæller om øen. De beslutter at rejse sydpå sammen, for at forsøge at finde stranden.
Da de ankommer til Koh Samui møder Richard to amerikanske surfere, som han giver en kopi af kortet.
Richard, Étienne og Françoise når frem til øen, der viser sig at indeholde et plateau med en stor cannabis mark. De finder også lagunen med den skjulte strand og opdager, at den er beboet af en gruppe på cirka 30 rygsæksrejsende. De er – i bedste kollektive hippie-stil – stået af ræset og har forladt omverdenen, for at leve livet, stort set selvforsynende i et behageligt tempo, ved at fiske i havet, dyrke grøntsager og bruge lokale forhåndenværende materialer, til at bygge beskyttelse mod vejrliget.
Til at begynde med, er gruppen mistænksom over for de nytilkomne. Gruppen frygter, at udenforstående vil kompromittere deres hemmelige paradis, men accepterer trioen, da Richard forklarer om Daffys kort og hans død i Bangkok. Cannabis-bønderne har tilladt gruppen at blive, så længe de holder sig for sig selv på stranden og ikke lader flere rejsende at komme til øen. Richard undlader derfor at nævne, at han havde givet en kopi af kortet til de amerikanske surfere.
Gruppesamfundet ledes de facto af en amerikansk kvinde, kaldet Sal, og hendes sydafrikanske elsker Bugs, som sammen med Daffy havde etableret fællesskabet. De uddeler de daglige opgaver og håndhæver regler, for at bevare samfundets hemmeligholdelse og harmoni. Hemmeligholdelse, for at beskytte deres utopi mod udefrakommende og kommercialisering. Gruppen lever faktisk i konstant frygt for, at blive opdaget af såvel turister, som myndigheder, foruden frygten fra cannabisbønderne. Harmoni, hvor medlemmerne er inddelt i undergrupper baseret på færdigheder, såsom fiskeri, landbrug, madlavning og tømrerarbejde. Denne opdeling sikrer, at alle bidrager til at bevare samfundets rustikke livsstil.
I flere måneder finder Richard livet på stranden idyllisk, hvor han fisker om morgenen og slapper af i resten af tiden. Han bliver ven med et par andre medlemmer af samfundet, inklusive et par andre englændere fra London. Men ting ikke altid er, som de ser ud, så selv om fællesskabet på stranden først fremstår idyllisk, skjuler dig sig farer og konflikter under overfladen.
Forholdene ændrer sig efter tilfælde af madforgiftning og et hajangreb. Disse begivenheder fører til splittelse blandt medlemmerne og forstyrrer deres harmoni. Kort tid efter ankommer de to amerikanere, som Richard havde givet en kopi af kortet, også til øen på en interimistisk tømmerflåde, sammen med nogle tyske rygsæksrejsende.
Det videre forløb og slutningen finder du i enten bog eller film.
Virkelighedens Samui og søstre
De sydlige øer i golfen, Koh Samui og Koh Phangan, blev omkring 1970’erne til en rygsæksrejsende destination. Faktisk var øerne et hippie-paradis, måske den sidste slutdestination på det såkaldte ”Hippie Trail” – betegnelsen for en land-rute fra Europa til det fjerne østen og Sydøstasien – der frem til slutningen af 1970’erne førte rygsæksrejsende til Bangkok. Videre rejse østpå over land var udelukket på grund af Vietnamkrigen og de efterfølgende kommunist styrede og lukkede lande, Cambodja, Laos og Vietnam. Hippie Trail-ruten blev også omtalt som ”vejen til paradis”.
Trenden fortsatte med fly til Indien og Thailand i de følgende årtier. I Bangkoks Thanon Khao San, Rismøllegaden, bedre kendt som Khaosan Road, fandt de unge rejsende fra begyndelsen af 1980’erne billige, primitive muligheder for overnatning.
I den tidligere periode fik et par unge tyske rejsende plads på en kokosnød-båd til Samui, der dengang var en for turister fuldstændig ukendt ø, som primært ernærede sig af kokosnødsdyrkning samt noget fiskeri, foruden enkelte gummi- og frugtplantager. Eneste transportmulighed til og fra Samui var med kokosnød-fragtbådene. De oprindelige kinesiske indbygger havde faktisk gjort Samui-kokodnødder til et mærkevareprodukt oppe i Bangkok.
Der fandtes ingen egentlige veje på øen før 1970'erne, hvor ringenvejen blev anlagt som grusvej. Så en "rejse" over land fra den ene side af øen til den anden, for eksempel mellem et par af de oprindelige bosættelser som Maenam og Lamai, var en hel dags vandring gennem bakker og bjergenes jungle midt på øen.
_Ew1024.jpg)
De unge tyskere skrev efterfølgende begejstret om Samui i en rejseguide. Denne uspolerede ø med bugter af hvide sandstrande og kokosnødpalmer tiltrak andre rejselystne unge. Snart byggede de lokale små primitive kokosmåtte-stråtækte bambushytter på strandene, som ”de fremmede” kunne overnatte i, de kostede den gang beskedne fem baht pr. nat.
Længe før Google Map og farvestrålende glossy turist-magasiner, var det håndtegnede kort. For eksempel den første “Samui guide” fra omkring 1990, der var håndskrevet og håndtegnet, som eksemplet til højre med kortet over Chaweng Beachs attraktioner. Guiden blev solgt som hæftede fotokopier for 2,50 baht.
Efterhånden som Samui blev mere befolket af turister og dermed tillige myndigheder, flyttede mange af hippierne over til naboen Phangan – den historie kan du læse lidt mere om i Historien om Full Moon Party – hvor de fandt øde bugter, man alene kunne komme til med båd. Senere, da ”hippie” gik af mode, ændrede de forretningsplan til ”New Age” – det siges, at der stadig er nogle af de oprindelige små samfund tilbage langs Phangans nordøstlige kyst, som man kun kan nå frem til med båd.
Hvis du for eksempel googler, vil du finde mange nutidige muligheder og guides, som ”Spiritual Koh Phangan: to-do’s with hippie vibes.png)
” (Spirituel Koh Phangan: gøremål med hippievibes), med alt fra meditation til yoga, og ”Tantra Guide to Koh Phangan” – sidstnævnte er når sex, kærlighed og spiritualitet arbejder sammen.
Ang Thong-marineparken
Mu Kho Ang Thong, i daglig tale Ang Thong-marineparken, udgør 42 af Samuis søstre. ”Mu Kho” betyder ”øgruppe” og ”Ang Thong”, ”Skål af guld”, så navnet kan oversættes til ”Guldskåle-øgruppen” eller ”Øgruppen af Guldskåle”. Marineparken, der ligger vest for Phangan og nordvest for Samui, dækker et område på 102 kvadratkilometer, hvoraf 84 kvadratkilometer er vand. Øerne ligger på et undersøisk plateau, så havdybden mellem øerne er kun omkring 10 meter.
Siderne op til øhavet er stejle og dybe. Området er hjemsted for bløde koraller, østers, tigermuslinger og bjørnemuslinger. Desuden et vigtigt levested for plankton, som er næring for havdyr. Området er tillige fyldt med forskellige svampe og tang samt yngleplads for makreller, ansjoser og havblæksprutter.
Øerne er ubeboede, bortset fra den største ø, Phaluai, der er beliggende mod syd i udkanten af marineparken. Den er hele 19 kvadratkilometer stor og har omkring 500 indbyggere, såkaldte ”Sea-gypsies” – på dansk, ”havsigøjnere” – der ernærer sig ved fiskeri. De er oprindelig af austronesisk afstamning og kommer fra Malaysia-området. Sea Gypsies er ofte muslimer og bebor tillige en mindre fiskerby på Samuis østkyst syd for Lamai, Ban Hua Thanon, i daglig tale kaldt ”Muslim Village”.
Alex Garlands valg af en af Samuis søstre – eller rettere, en opdigtet af slagsen – til en hemmelig ø i romanen The Beach, var fremragende. Måske der findes en tilsvarende paradis-strand i en bugt på en af de mange ubeboede øer, som diverse dagudflugter – selv i den senere tids voksende turisme – ikke når frem til. Måske Garland selv fandt den.
Ikke som ”i de gode gamle dage”
Første gang jeg kom til Samui var i 2001. Selv om det var fem år efter Garlands roman udkom, var miljøet bogen beskrev, nok stadig rimeligt intakt.
Min bedste ven og hans danske kæreste – et par rejsevante backpackere – havde langt om længe fået mig overtalt til en tiltrængt ferie. Uden min viden, men for min regning, havde min ven købt en billig Aeroflot billet for mig til Bangkok. Han ringede bare og sagde, at jeg skyldte ham 3.442 kroner. Så var ferierejsen ligesom afgjort, og jeg havde svært ved at komme med flere undskyldninger, for ikke at kunne holde fri.
I Bangkok skulle vi tilbringe første nat i et af de adskillige små hoteller for rygsæksrejsende på Khaosan Road. 180 baht for et værelse – omkring 35 danske kroner – men det var så også uden sengetæppe og håndklæde. Min ven havde heldigvis sagt, at jeg skulle tage et håndklæde og lagen med, sidstnævnte til at have over mig om natten.
Næsten alle gadehandlerne solgte til min forundring hængelåse og toiletpapir, hvilket jeg også blev opfordret til at købe. Det viste sig, at der ingen lås var i værelsesdørene, men derimod beslag til egen medbragte hængelås, og naturligvis var der heller ikke papir ved ”tønden”. Sidstnævnte var anbragt bag et forhæng ude på balkonen – i stedet for papir hænger der i Østasien en såkaldt bum-gun, på dansk kaldt håndholdt ”bidetbruser” – så samme lokation fungerede tillige som brusekabine, og kun med koldt vand.
Blandt de eksotiske backpackere, der flokkedes i området, kunne jeg sagtens forestille mig muligheden for, at møde en mentalt forvirret ”Daffy Duck”.
Turen sydpå foregik med nattog til Surat Thani. Fra stationen videre med bus til en bugt, hvor en mindre båd lå og ventede. Den var en såkaldt ”ekspresfærge”, der på to en halv time skulle bringe os forbi øhavet og frem til havnebyen Nathon på Samui. Rejsen sydpå var en billig kombinationsbillet fra de thailandske statsbaner, billetten findes stadig og bruges af budgetrejsende.
Båden var pakket med rygsæksrejsende. Bagagen var stuvet sammen på bagdækket. Fire thailandske mænd gik rundt som agenter og solgte bungalow-ophold til de rejsende. De sagde, at alt ofte var udsolgt, men de havde reserveret de sidste ledige pladser. Det skulle vi ikke benytte os af, sagde mine venner, det var ikke nødvendigt – hvilket heldigvis viste sig at være helt korrekt.
Da der tilsyneladende ikke var flere emner at sælge ophold til, satte to af agenterne sig ned ved siden af mig, rullede smøger og tændte dem. En genkendelig duft fra min pigtrådsmusiker karriere i fordoms hippie-tidsalder – det var sidste halvdel af 1960'erne og 1970 – gjorde mig straks opmærksom på, hvad slags tobak, der var rullet. Jeg var nærmere målløs end overrasket, vel vidende, hvor strenge straffe man uddelte i Thailand for den slags unoder – også til ”uheldige” danskere – med det bekymrede tilsyneladende ikke rygerne.
På Samui blev vi indlogeret i mine venners foretrukne resort, små hytter mellem kokosnødpalmer, på hvad jeg syntes var en paradis-strand. I resortets kombinerede café og restaurant holdt en gruppe af de fastboende udlændinge til om dagen. Her blev jeg belært om, at det var ikke længere som ”i de gode gamle dage”. Samui var blev totalt ødelagt af turisme.
15-20 år senere hørte jeg andre sige det samme, selv om de var ankommet til øen fem år senere end mit eget første besøg.
Isolerede strande med hippie-kollektiv
Ved siden af mine venners foretrukne resort lagde en lille færge til på stranden om formiddagen. Thong Nai Pan Express hed den og præcis klokken 12 middag, var der atter afgang.
Ruten gik over til naboøen Phangan og videre op ad østkysten til de to nordlige Thong Nai Pan-bugter, henholdsvis den store og den lille. De er begge tæt på drømmen om en lagune med palme-strand i Bounty-stil og krystalklart vand, hvor der ikke sker ret meget andet end afslapning.
Imidlertid er turen mellem første Phangan-stop ved Haad Rin – tangen med Sunrise Beach, hvor også fuldmånen står op til en Fuldmånefest – og endestationen, den spændende del.
Her er der et utal af laguner med strande, afskåret fra alfarvej – thi, der er slet ingen vej dertil, blot en sti gennem junglen – så eneste reelle adgang er via havet. Der er stadig små samfund i nogle af disse laguner, hvor Thong Nai Pan Express-færgen var livsnerven til omverdenen. Ruten stoppede desværre i forbindelse med Covid-pandemien og er ikke kommet i gang igen.
På Maenam-stranden blev der læsset forsyninger på færgen til de små lagune-samfund, og angiveligt også enkelte passagerer til samme steder, selvom de fleste skulle op til Thong Nai Pan.
Jeg kan levende forestille mig, at Alex Garner har taget færgeturen og blevet inspireret, og med en dagsudflugt i Ang Thong øhavet var plottet med en hemmelig ø oplagt.
Siden dengang – i midten af 1990’erne for romanens vedkommende – er der kommet Google Map og Street View, som tilmed dækker øernes strande med billeder. Du kan selv tage en virtuel kort-tur og nyde strandbillederne.
Fra Mu Kho Ang Thong er der tillige en del Google Map-fotos, men stadig mange øer uden fotos, hvor en lagune med en hemmelig strand, måske kan gemme sig.
Er der stadig en hemmelig ø?
I 2019 blev cannabis slettet fra de ellers strenge thailandske narkotikalove. Det var såkaldt medicinsk cannabis, der blev lovlig, men i praksis alt, blot det ikke bliver indtaget rekreativt – for at blive høj af det – på offentligt område. Regeringen tilbød faktisk et par cannabisplanter gratis, så man kunne dyrke det selv.
Da jeg kom til Samui første gang, var der to 7-Eleven forretninger. Det var nemt, at forklare hvor jeg boede: »På hjørnet med 7-Eleven, gå ned til stranden og omkring 100 meter til venstre.« Det var i ”de gode gamle dage” for mig, godt et årti senere åbnede 7-Eleven nummer 100 på øen.
Det skal for en god ordens skyld tilføjes, at 7-Eleven i Thailand er ”same-same, but different” i forhold til hjemme i Danmark, og så sælger kæden tillige dagligvarer til konkurrencedygtige supermarkeds priser.
De rygsæksrejsende unge valfarter stadig herned. Hippierne, der startede øernes turisme, var et muntert folkefærd, der om aftenen tændte bål på strandene, tog deres guitarer frem og sad og spillede og sang den halve nat. Dengang var der ikke elektricitet, bortset fra de steder, hvor man havde en el-generator, som blev tændt ved mørkets frembrud og kørte et par timer. Sådan var det stadig på Koh Tao, da jeg kom herned, og i udkantsområderne på Koh Phangan.
I dag festes der fortsat på livet løs den halve nat på strandene – og hele natten, når det er fuldmåne – men nu er det blevet elektrificeret. Bambushytterne med flettede palmeblade som tag er udskiftet med nærmest luksushoteller, som afholder trendy pool parties. Tilsyneladende er de unges budget også vokset ligefrem proportionalt med prisændringen fra bambushytte til luksus. Selv de ældre ”unge”, der stadig mindes ”de gode gamle dage” i 1980'erne og 90’erne, indrømmer, at i dag kunne de ikke klare sig en måned uden elektricitet og Internet, ikke en gang en uge.
Et par af de mindre natklubber i de unges festby, Chaweng Beach, er blevet omdannet til cannabis-caféer. En nyåbnet større restaurant tilbyder endda ”Free joint”, hvis man indtager sin dinner der. Og spredt mellem nattelivets glæder findes flere små butikker med et bredt udvalg af blomster, cannabis blomster. Tilsyneladende er der ingen, der har indvendinger imod ”rekreativt indtag” af samme hverken på stedet eller i natklubberne.
Mest bemærkelsesværdigt er derimod de – rent faktisk – enorme antal kilo cannabis, der tilsyneladende smugles ud. I marts måned 2025 blev 15 udlændinge, heraf 12 briter, anholdt. De fleste i Samuis lufthavn, som er øernes eneste, men også et par briter på vej med færge, havde 10 kufferter med 165 kg ganja – tørrede, komprimerede cannabisblomster i aromatætte plastposer. Myndighederne anså det, for at være en mængde, der oversteg, hvad der ville være rimeligt til personligt medicinsk brug eller andre lovligt tilladte formål.
I lufthavnen fandt man 375 kg cannabis i 22 kufferter i løbet af bare to dage, bagage som var checket ind til London via Singapore. Kufferternes rejsende oplyste, at de havde fået tilbudt en gratis ferie på Samui, hvis de ville tage et par kufferter med hjem til Storbritannien, hvor de yderlige ville modtage £2.000, når kufferterne blev afleveret.
Så, med de store mængder blomster, som dukker op, er der måske stadig cannabis-marker ude i øhavet – selv om de ikke længere behøver at være hemmelige – og måske findes der også stadig en skjult lagune med et glemt hippie-kollektiv i primitive hytter på stranden.
Hvis ikke du har mod på, at bygge din egen tømmerflåde, kan søgen efter ”stranden” gøres med kajak – bare den sidste del, rundt i øhavet – jeg tog den med min datter, men jeg undlader at nævne hvilken paradis-ø, lagune og strand vi fandt. Den skal gerne forblive, som ”i de gode gamle dage”…
Link til nyhed på engelsk...
Khaosod English den 11. april 2025: BRITISH MASTERMIND IN CANNABIS TRAFFICKING CASE ARRESTED IN BANGKOK
Se også:
Aktuelt…
Seneste tilføjelser…
Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…
274
Farang_Gurdia_h512.png)