Vi tager os af Historie og kultur:

Det gælder om at være på god fod med ånderne

26. februar 2025

Der er meget at fortæller om thailandske ånder og spøgelser, blandt andet hvorfor de foretrækker rød Fanta, og hvorfor nogle feminine ånder i træer har en forkærlighed for fine kjoler, og ikke at forglemme vejsidespøgelser. Der skal også en ceremoni med helst en åndemaner – altså shaman – til, for at opnå en ordentlig åndehus indvielse, herunder lokke eller jage de luftige skabninger ind i deres nye huse. Alt det og mere til, kan du læse en smule om her.

• De 11-12 væsentlige æteriske væsener
• Altid bede ånderne om lov
• På god fod med ånderne
• Åndernes bolig
• Udskiftning af åndehus
• Offer og rød Fanta til ånderne
• I træet bag mig bor en smuk kvinde
• Overvægt af kvindelige ånder
• Huleånder
• Uforløste sjæle
• Stærk åndetro
• Åndetro eller overtro

 

De 11-12 væsentlige æteriske væsener

Hvad enten du er turist, kommende tilflytter eller allerede bor her, har du sikkert bemærket, at der ved stort set alle thailandske huse står to traditionelt udseende miniature huse ved siden af. Det ene på en enkelt stolpe og det andet på fire ben med en stige op til huset. De er åndehuse, det ene er til Husets Vogter, Phra Phum, og det andet til Havens Vogter, også kaldt Jordstykkets Vogter, Chao Thi.

Åndehusene er typisk udstyret med små figurer af dyr og mennesker, samt offergaver foran i form af friske blomster samt lidt mad og drikke, ofte et glas med rød saft eller en hel flaske rød Fanta.

Buddhismen voksede ud af en kultur, der troede på mange niveauer af guder, kaldet devaer. Så thaibuddhismen respekterer mange indiske guder, herunder Universets skaber og visdommens gud, deva Brahma, med fire ansigter. Thailændernes repræsentation af Brahma er Phra Phrom. De fire ansigter repræsenterer de fire Vedaer, samt en række andre tolkninger. Ud fra thai-perspektiv symboliserer de fire ansigter, at den store Brahma er i stand tilbyde hjælp til mennesker, der råber til ham fra alle retninger, altså de fire verdenshjørner. Den mest kendte helligdom for Phra Phrom er Erawan i Bangkok.

Du har sikkert også lagt mærke til, at alle virksomheder har et åndehus, eller rettere en lille helligdom. Den er tilegnet Phra Phrom, idet Phra Phrom også er Phra Phum, Husets Vogter, der både beskytter mod farer og giver velstand i forretning.

Der er yderligere ni beskyttende ånder, man skal være på god fod med, alt afhængig af ens virke. Den ene er Vogteren af Porte og Trapper, der menes at opholde sig i hjemmets dørtrin. Derfor må du aldrig træde på dørtrinnet til et thailandsk hus.

De øvrige er Vogteren af Dyr, Vogteren af Forrådshuse og Lader, Vogteren af Marker og Rismark, Vogteren af Skov, Vogteren af Bjerge, Vogteren af Templer, Vogteren af Vand, og Vogteren af Militære Forsvarsanlæg.

Åndetilbedelse eller animisme har overlevet tidens tand. Da buddhismen blev introduceret i Sydøstasien, blev disse oprindelige overbevisninger ikke fjernet, men udviklede sig side om side, så meget af den gamle animistiske tro er sammenflettet med moderne buddhisme. Alle disse luftige væsener, inklusive indiske guder, passer udmærket ind i nationalreligionen, thi der er ingen gud i buddhismen, så der er frit valg på alle hylder.

Ånd eller spøgelse hedder phi på thailandsk – ikke at forveksle med for os udlændinge næsten samme udtale pee, som betyder søster eller bror – så et åndehus kaldes ofte for phi ban, der betyder ”ånd hus” og stammer fra Lao-dialekten på Isaan-plateauet. På mere korrekt thailandsk bruges ordet ”san” for hus, efterfulgt af ånden navn, for eksempel San Phra Phum. På trods af, at Phra Phum er en husvogterånd, manifesteres ånden ofte med en figur af den hinduistiske engel Phra Chai Mongkol. Phra betyder både ”velsigne” og ”engel”.

Spøgelser og ånder synes at være ret identiske æteriske skabninger i Sydøstasien, hvor thai-ordet phi, i flæng dækker såvel spøgelser, som ånder og andre æteriske væsener.

Altid bede ånderne om lov

Man skal altid spørge himmelske væsener om lov, før man foretager sig noget. Det er i det hele taget indbegrebet i meget af hverdagen, hvor astrologi, numerologi og Fortune Telling – at spå – indgår. Det kan være både munke i det buddhistiske tempel, eller egentlige spåkoner eller spåmænd, der fortæller, hvad man skal gøre, for at få en god og lykkelig fremtid. Spådommen er oftest baseret på kort, i dag Tarokkort, eller håndlæsning, eller en kombination af alskens værktøjer til fremtidsviden.

Der er en stærk tro på, at før man begynder at bygge på en grund, eller bygge nyt, kan man risikere at forstyrre de ånder, som bebor ejendommen. Så for at beskytte den kommende bolig, eller forretning, fra gengældelsesaktioner grundet misbehag fra disse, med et moderne udtryk ”poltergeister”, placerer man et miniaturehus, som disse væsener kan tage ophold i under byggeriet. Det kan være en beskeden bolig, men spøgelserne finder den slags ganske tiltrækkende – dog skal man sørge for, at åndernes hus aldrig står et sted, som skyggen fra den ny bygning når.

Desuden skal man for enhver pris sikre sig, at disse væsener er lykkelige, hvilket kan gøres ved at ofre blomster, frugt, ris, drikkevarer og røgelsespinde, for at pacificere de æteriske beboere. Formålet med åndehuse er at give ly til himmelske væsener, spøgelser og ånder, mens de endnu opholder sig på det jordiske plan, hvor disse skabninger af en eller anden årsag er holdt fast, i stedet for videre rejse til næste niveau. Ifølge folketroen kræver disse skabninger respekt fra mennesker. De kan blive drilagtige og forårsage katastrofal interferens, hvis de ikke får det, som de vil have det.

Phra Bhum Jowthee, jordens åndelige beskyttere – altså ånderne – forventer for eksempel forlods information om menneskers intention om påbegyndelse af en forretning på lokaliteten, eller foretagelse af ændringer i et eksisterende foretagende. Hvis mennesket ikke forlods, respektfuldt har bedt om tilladelse, kan det medføre forretningens fallit.

På god fod med ånderne

Jeg har været meget påpasselig med, at følge spirituelle ritualer og være på god fod med ånderne, især da jeg skulle bygge hus. De kan forårsage problemer, hvis de ikke får det, som de vil have det. Får de derimod det, så kan forholdet mellem ånder og mennesker være til gensidig fordel: Vi tager os af Jer og forventer til gengæld, at I vil beskytte os.

Munkene fandt med astrologi og numerologi frem til hvilken dato og klokkeslæt byggeriet skulle begynde. Det vil sige, hvornår den første stolpe skulle støbes og tillige, hvilken af husets mange nye stolper, der var ”lykkestolpen”. Det ville min thailandske entreprenør ordne for mig.

Jeg lånte imidlertid et pendul fra min nabo, en fransk spåkone, og prøvede selv at pendulere over husets grundplan. Jeg har penduleret før og er angiveligt ret god til det. Senere kunne jeg nemlig se, at mit resultat var samme stolpe, som munkene havde udvalgt.

Under stolpen bør lægges et lille stykke guld. Min søde kæreste sørgede for, at der kom både et lille stykke thai-guld, der er 23-karat, og farang-guld på mere beskedne 14 karat under stolpen, så huset blev til fælles lykke. Ånderne fik også deres. Tilsyneladende mente munkene, at de æteriske væsener ved mit kommende hus, også trængte til en cerut.

Traditionen er lige så meget for byggesjakkets skyld. Dels føler de, at bygherren interesserer sig for dem, og dels føler de sig trygge, når man er på god for med ånderne.

Min britiske nabo, der byggede samtidigt med mig, syntes derimod mindre motiveret i det åndelige og mødte ikke op til nogen ceremonier. Jeg havde et meget velfungerende byggeteam af glade hjælpsomme mennesker og har ingen problemer haft med mit hus – angiveligt takket være, at være på prima god fod med ånderne – mens min nabo blev ramt af alskens ulykker med sit hus og for øvrigt solgte det efter knap 10 år. Den ny ejer er tilsyneladende lige så uheldig, så måske der vitterlig ér mere mellem jord og himmel.

Åndernes bolig

For at beskytte en bolig, eller forretning, for gengældelsesaktioner fra æteriske væsener, placerer man et par miniaturehuse, som de kan tage ophold i, mens de endnu opholder sig på det jordiske plan. Ånderne forventer, at deres huse spejler den menneskelige status, hvorfor de kan være tilfredse med både meget beskedne boliger og forvente overordentligt fornemme miniature paladser.

Enkelte steder ser man elegante træhuse som åndebolig, men træ fordrer vedligehold og kan angribes af både fugt og termitter. Alternativet til træhuse er åndehuse af cement. De hverken rådner eller bliver spist af termitter, og de findes i stort udvalg hos udvalgte ”ejendomsmæglere”, med speciale i den type boliger.

Når et åndehus er kontraheret, skal den kommende beliggenhed helst fastlægges af en brahminpræst eller en shaman, altså en åndemaner. Herefter kan et ”fundament” støbes, det vil sige en platform, som de typisk to huse hos private – eller Brahma-helligdommen hos virksomheder – skal opføres på.

Desværre kan man ikke forvente, at de æteriske væsener bare flytter frivilligt ind, selv om der er nydelige nye attraktive, ledige boliger. Disse luftige skabninger kan tilmed være både drilske og modvillige, hvorfor en åndemaner er nødvendig. Han skal både overtaler dem – med lovning om alskens goder – og tryne dem med eder og råb, for til slut at jage de sidste og mest genstridige poltergejster ind i de nye huse, ved brug af knaldfyrværkeri.

Åndemaneren har i forvejen symbolsk placeret små figurer i åndehusene, så de æteriske væsener har nemmere ved at finde deres rette plads.

San Chao Thi, Jordherrens eller Havens Vogters bopæl, skal være lig et gammeldags træhus, og løftet fra grunden på fire pæle. Jordherren vil typisk være repræsenteret som figurer af en gammel mand og kvinde. Der vil være et udvalg af hjælpere og tjenere, engle, og dansende piger, samt elefanter og andre dyrefigurer, for at fuldstændiggøre et tillokkende miljø.

San Phra Phum til Husets Vogter står derimod på enkelt pille – firkantet søjle – og den er højere end Jordherrens pæle. Ligesom hos Jordherren, udstyres huset og omgivelser med et tilsvarende udvalg af hjælpere. Det er derimod lidt forskelligt om husets herre er et ældre par, eller den hinduistiske engel, Phra Chai Mongkol, eller begge.

Udskiftning af åndehus

Hvert år lakerer jeg mine åndehuse. Det er en vigtig opgave, når det gælder om, at være på god fod med alskens spøgeri. Så jeg passer godt på mine mere luftige logerende på parcellen, som tilsyneladende også er ganske tilfredse med min tilbagevendende indsats igennem nu 15 år. De har nemlig aldrig har beklaget sig – det vil sige, de har aldrig haft poltergejst tilbøjeligheder eller andet overnaturligt drilleri – og er i øvrigt ikke til nævneværdigt besvær. Sidstnævnte er særdeles væsentligt.

Jeg bør for god ordens skyld tilføje, at det faktisk er mig, der går mest op i, at der er åndehuse. Det er ud fra, at sådan er traditionen i det land, som jeg nu betragter som mit ny hjemland, og derfor ”skik følge eller land fly”.

Mine to træåndehuse var bestemt ikke beregnet til det hårdføre liv i strandkanten på en sydlig ø i Siambugten samt såkaldte ”hvide myrer”, der er trægumlende termitter. Så hvis du påtænker at forkæle dine hus- og haveånder med træhuse, skal du – i bagklogskabens altid ulideligt klare lys – ofre teaktræ eller lignende hårdt træ og en ordentlig træbeskyttelse i stedet for lak, eller i det mindste før lakering.

Efter 13 år – uha 13, men det er sikkert et lykketal hernede – var åndernes boliger hos mig efterhånden blevet til en foruroligende stor andel composit-putty og wood-filler – hvilket i sig selv har kostet mig en mindre formue – og benene for længst udskiftet med kunstigt-træ.

Jeg har derfor investeret i et par nye boliger til glæde for de æteriske logerende, og denne gang indkøbt i råt teaktræ uden lak, så de kunne blive sprøjtet med termit- og træbeskyttelse både inde, under og udenpå. Jeg undlader lak i første omgang, så jeg kan fortsætte med forhåbentlig effektiv åndeboligpleje.

Udskiftning af åndehuse er imidlertid ikke ligetil. Det er nemlig svært, at skille sig af med et par udtjente af slagsen, når man skal opgradere boligforholdene. Jeg har set flere jordlodder, hvor alt er ryddet på nær et par åndehuse, som ingen tør fjerne. Udtjente åndeboliger kan nemlig ikke bare skrottes, der skal en ceremoni til, for at nedlægge dem, og derefter skal de flyttes ud ved et tempel eller helst i en skov.

Her på øen Samui, har vi en vej, som kaldes Ghost Road – man skal nok ikke gå alene der om natten – den var oprindeligt langs en skov og hele vejkanten blev fyldt med udtjente åndehuse, der dog ikke er mere udtjente end, at man stadig stiller friskåbnet rød Fanta foran nogle af dem. Så, derfor min advarsel om en natlig vandretur, thi der kan stadig være logerende i vejkantens udtjente boliger, og de væsener er måske ikke i deres allerbedste lune, hvis de er blevet tvangsflyttet.

 
Offer og rød Fanta til ånderne

Udstyret med et engros-indkøb af rød Fanta kan jeg ”købe” mig til umådelig popularitet blandt de logerende i mine to åndehuse, men hvorfor foretrækker siamesiske spøgelser og ånder netop denne røde drik?

Ofringer til ånderne kan imidlertid være næsten alt. Traditionelt er det blomster guirlander, betel blade, bananer, ris, kylling, and, og et udvalg af anden spise samt drikkevarer, inklusive alkohol. Da shamanen skulle indvie min vens åndehuse på billedet herunder, var der ingen røde drikkevarer, derimod det ofte ceremonielt anvendte grisehoved, med en røgelsespind i trynen.

Hvorfor de siamesiske ånder er så specielt glade for at drikke rød Fanta – på thailandsk, Fanta nam daeng (dæng) – eller den tilsvarende lokale røde Est, er ikke umiddelbart forklarligt, men sådan gjorde bedsteforældre og forældre, så sådan er det bare.

Måske det har noget at gøre med, at rød er en lykkefarve, eller rød symboliserer blod. Rød Fanta er en meget populær drik, og nu afdøde kong Bhumibol foretrak også rød farve, og thailænderne elsker deres konge, lyder en anden mulig forklaring.

Avisen Bangkok Post skrev i en artikel, at det også kan skyldes Kuman Thong, der markeres som en figur af en lille dreng, eller Nang Kwak, en vinkende lille pige. Børnespøgelser holder angiveligt af røde drikke, lige som andre børn. Men det kan også være fordi den røde søde drik indeholder så meget sukker, at den har energi nok til, at ønsker bliver opfyldt. Artiklen tilføjede, at der er mange muligheder, og nævnte tillige blod. Men hengivne ønskede sandsynligvis ikke at skære i sig selv hver dag, for at behage disse væsener, så de begyndte i stedet at tilbyde dem rød drik, for at narre dem.

Man kan støde på ånder alle steder, også i vejsiden, som et sving ved Chaweng Noi udsigtspunktet på Koh Samui. Lige her synes spøgelserne særdeles glade for røde drikkevarer. Både Est, Fanta og andre røde drikke. Og som du angiveligt bemærker, så er det ikke småting, der bliver disket op med, min beskedne 12 stk. Fanta-pakning kan slet ikke hamle op med dette her udbud.

Hvis du har besøgt Samui og kørt øen rundt, har du måske bemærket, at de fleste trafikanter – ligesom jeg – trutter to gange med hornet ved Chaweng Noi udsigtspunktet. Det er for at ære vejsidespøgelserne, og for at sikre sikker videre fart på vejen rundt om klipperne – glem ej, at Samui trafikalt regnes for det farligste sted i Thailand.

Meningen er, at give hjemløse ånder et hjem, så de ikke er ondskabsfulde over for trafikanterne, der er nødt til at passere ”deres vej”. Nogle åndehuse langs vejene kan også være rejst for, at formilde forpinte sjæle fra mennesker, der led en voldsom død i fatale ulykker på disse steder.

Så for din egen sikkerheds skyld, trut to gange med hornet, når du passerer lige her, man ved jo aldrig, om der måske er mere mellem himmel og jord, end vi vesterlændinge forestiller os.

 
I træet bag mig bor en smuk kvinde

Phi nang Ta-khian hedder hun, som lidt mere fordansket bliver til Lady Ta-khian-spøgelset – nang betyder lady – som i øvrigt holder meget af kjoler i røde og brune nuancer. Hun er flyttet ind i et stort træ af sorten hopea odorata, på thailadsk ta-khian – som hun også har navn fra – ved Namuang 1-vandfaldet på Koh Samui, hvor hun vogter denne træsort. Den benyttes til at bygge de karakteristiske long-tail både. Hvis man fælder træet og bruger det til andet end tempel- eller bådbygning, for eksempel til at bygge hus af, vil Lady Ta-Khian hævne sig grusomt, død kan være følgen.

Ta-khian er et højt, massivt træ, der kan leve i århundreder. Det er naturligt i skov, men normalt ikke i nærheden af ​​beboede områder, da træet har en stor stamme og et vidt udbredt rodsystem. Traditionelt har Ta-khian-træer et farvet satinstof viklet rundt om deres stamme, for at beskytte de ærværdige gamle træer mod skovhugst. Det er typisk buddhistiske munke der omvikler træet med stof, og i tilfælde af, at det skal fældes, vil der skulle udføres en særlig ceremoni, for at bede om tilladelse.

Du har sikkert set de karakteristiske long-tail både – en bådtype der stammer fra dengang arabiske og indiske købmænd besejlede regionens kystnære farvande og anløb byer og øer, hvor man handlede værdifulde råvarer og perler – og at disse både ofte er udsmykket med farvet stof og blomster-guirlander. De er der, for at formilde havets ånder og opnå sikker sejlads.

Du kan – ligesom mange andre steder i Thailand – chartre disse long-tail både for en tur. Hernede ofte ud til en af de to små naboøer. De er Koh Mat Sum, der er beboet af en vildsvinefamilie, som du kan lege med, og Koh Tan, hvor der ingen hunde er. Hunde nægter at være på Koh Tan, så det spøger nok derovre. Øen kaldes også for koraløen, på grund af de farvestrålende koraller.

Også lastbiler og taxier er udstyret med blomster guirlander, for at sikre fragt og passagerer på turen. Mange biler og taxi er også prydet med yantra – et religiøst symbol fra pali eller sanskrit, en slags mystisk diagram, malet af en munk – for at beskytte køretøjet og dets passagerer. Yantra-symbol kan også ses på husdøre, for at holde uindbudte og spøgelser ude, samt som tatoveringer.

 
Overvægt af kvindelige ånder

Der synes at være overvægt af kvinde-spøgelser i Thailand. En anden meget kendt ånd – i særdeleshed oppe på Isaan-plateauet – er Nang Thani, altså Lady Thani. Hun er en smuk ung kvinde i grønt traditionelt thai-kostume, som huserer ved især bananplantager. Legenden om Nang Thani er, at hun var en ung pige, der blev voldtaget og omkom. Om natten lokker hun mænd til sig, og som hævn stjæler hun deres forstand – det kan levende thaipiger vist også sagtens klare.

Den meget kendte Mae Nak, Frøken Nak – også kaldt Pee Nak, Søster Nak – holder til ved Phra Khanong-kanalen i Bangkoks udkant. Hendes helligdom er de senere år er blevet et valfartssted for især kvinder, der søger let fødsel, eller beder for, at deres mand skal blive fritaget for militær værnepligt.

Nak er en smuk ung kvinde, hvis mand, Mak, blev indkaldt til krigstjeneste. Da han drog afsted var Nak gravid, men både hun og barnet døde under en kompliceret fødsel, mens han var væk. Da Mak vendte hårdt såret hjem fra krigen, finder han imidlertid sin elskede kone og deres barn i huset ved kanalens bred.

Naboerne forsøger at advare Mak om, at han lever sammen med et spøgelse, og at alle der gør det, vil ende med at blive dræbt. Men han tror dem ikke, indtil en dag Nak forbereder nam phrik – en stærk chilisauce – på pælehusets veranda, hvor hun taber en limefrugt. I sin iver for at samle den op, strækker hun sin arm helt ned til jorden – spøgelset kan forlænge sine arme – i stedet for at gå ned ad trappen og hente limefrugten. Mak ser det og indser nu, at hans at kone er et spøgelse og flygter.

Nak forfølger ham imidlertid, men det lykkes Mak at nå frem til Wat Mahabut tempelet, som et spøgelse ikke kan komme ind i, da det er hellig jord. I sin sorg terroriserer Nak i stedet befolkningen ved Phra Khanong. Hun er rasende på dem, fordi de forårsagede, at Mak forlod hende. Det lykkes heldigvis til sidst en eksorcist at fange Naks ånd i en krukke og kaste den i kanalen.

Legenden findes i flere versioner og er blevet filmatiseret adskillige gange siden 1959 – faktisk indgår ånder eller spøgelser i handlingen i mange thailandske spillefilm – senest i en fremragende udgave fra 2014, ”Mae Mak, Pee Nak”.

Krasue derimod, er en gyselig natlig ånd, der manifesterer sig, som en ung, smuk kvinde med luminescens glød og indre organer hængende ned fra nakken. Hun bevæger sig ved at svæve i luften over jorden, for hun har ingen underkrop. Krasue er nok at sammenligne med det vi kalder ”lygtemænd” – hmm, ”lygtepersoner” på nusprog – der menes at være forekomster af sumpgas, for eksempel metan i vådområder. Her kan gassen siver op, og ved kontakt med den omgivende luft, antændes i små blå gasflammer.

Man bør I øvrigt være opmærksom på, at i Thailand er babyer grimme – folk siger ofte ”na kilat mak mak”, ”meget, meget grim” – hvilket skyldes, at ondskabsfulde ånder som Krasue, kan risikere at dukke op og tage en baby med sig, men ondskabsfulde ånder tager tilsyneladende kun smukke babyer.

Huleånder

Også det 10 kilometer lange hulekompleks, Tham Luang – der blev verdenskendt da tolv fodbolddrenge og deres træner blev fanget af uventede tidlige vandmasser umiddelbart før monsunregntiden i 2018 – huser en ånd. Ved indgangen tænder besøgende lys og røgelsespinde foran figuren Jao Mae Nang Non, der kan oversættes som Liggende Gudinde Lady Non.

Både bjerget og hulekomplekset bærer navnet Nang Non, som er en mytologisk prinsesse, der engang for længe siden forelskede sig i en staldknægt og blev gravid. Vel vidende at deres kærlighed var forbudt, flygtede de og gemte sig i hulen for at hvile. Da stalddrengen gik ud for at finde noget mad, blev han fanget af prinsessens fars soldater og dræbt.

Fortvivlet stak prinsessen sig selv og blødte ihjel inde i hulen. Legenden siger, at hendes blod blev til vandet, der strømmer gennem hulen, mens hendes krop er de omkringliggende bjerge, der synes at ligne en liggende kvinde. De lokale tror, at prinsessens ånd nu vogter hulen, og de mener også, at ånden muligvis havde noget at gøre med fodbolddrengenes forsvinden.

I de nordlige regioner er der sammenhæng mellem farer og huler, og en formodning om, at de kvindelige huleånder er at betragte som bro mellem de levende og dødsriget, og derved også kan hjælpe mennesker, der beder til dem. I fortællingen om Tham Luang Nang Non, er hun faktisk blevet en del af den anden verden, da hun har dræbt sig selv, og er derfor både attraktiv og skræmmende.

Uforløste sjæle

Frygt for, hvad uforløste sjæle, der kommer til at husere som ånder og spøgelser, gør, er man meget opmærksom på. Det gælder om, at få sjælen eller sjælene – jeg har fået fortalt, at thailændere mener, at der er hele syv forskellige sjæle – med til begravelsesses- eller kremeringsceremonien.

Munken på fotografierne her er ved at forløse en sjæl efter en fatal trafikulykke. Han skærer sjælen fri af de bånd, der forbinder sjælen med det sted, hvor vedkommende – et barn – blev dræbt. Den gyldne offerskål på jorden foran munken er fyldt med gule blomsterhoveder.

Da sjælen blev forløst og indfanget i skålens blomster, kørte jeg munken til templet, hvor ofrets krop var. Hele vejen messede han og bad alle de uforløste sjæle vi passerede – der nu huserede som spøgelser – om lov til at passere. Det samme gør sig gældende, når et lig transporteres til templet, hvor man undervejs kaster mønter ud som betaling, for at få fri passage igennem de uforløste sjæles domæner. Da vi ankom til templet, blev blomsterne, der fastholdt sjælen, lagt i en plastikpose og sænket ned i kisten, hvorefter munken med kniven også forløste sjælens binding til barnets mor.

Et fotografi af en afdød er mere end blot at vise personen. Sjælen eller sjælene tager ophold i afdødes billede under kremeringen, og slippes efterfølgende tilbage i asken.

Når kremeringen er fuldbragt og asken kold næste morgen inden solopgang, tegner en munk symbolsk omridset af en person i afdødes aske, så sjælen eller sjælene, der midlertidigt tog ophold i afdødes billede, kan finde hjem igen.

Du vil kunne støde på hvide ceremonielle bomuldssnore i forbindelse med forskellige buddhistiske ritualer. Hvis du ser dem som på fotografierne herunder, hvor en eller flere munke har bundet dem omkring og mellem huse, er det fordi en person er død, og man vil udgå, at en ånd – altså uforløst sjæl – tager bolig i huset.

 
Stærk åndetro

Jordstykket ved siden af min nabo blev for nogle år siden købt af en udlænding, der tilsyneladende hader træer, så han fældede alle de smukke palmer. Uheldigvis boede der en ånd i en af disse. Behøver jeg nævnte, at grundejeren indtil videre har haft utallige problemer.

Ånden manifesterede sig i en drøm hos en ældre thailandsk dame – ”khun yai”, der kan oversættes som ”fru stor”, hvilket betyder bedstemor – der bor bagved. Ånden åbenbarede, at den nu var flyttet ind i et stort træ på naboejendommen. Khun yai foranledigede straks tøjstykker bundet omkring træet og offerborde sat op, selv om det ikke var på hendes jordstykke.

Ejeren af jordstykket var senere nødt til at beskære træet. Det er et Banyan, hvor trækronen kan blive overordentlig stor og dække flere tusinde kvadratmeter. Et bayan-træ tilmed blive adskillige hundrede år gammelt. Men inden man turde beskære et træ med en iboende ånd, opførte ejeren en lille helligdom med et par elegante åndehuse, som den angiveligt nu forhenværende hjemløse ånd – og mulige andre æteriske væsener på stedet – kunne flytte over i, da Banyan-træet skulle holdes i ave.

Åndetro er tilmed så stærk, at myndighederne tager den slags forholdsregler meget seriøst. Da Bangkoks ny Suvarnabhumi-lufthavn skulle åbnes, organiserede AOT – Airports of Thailand – sit hidtil største religiøse ritual, for at afværge onde ånder. Rygter om lejlighedsvise, ”spøgelsesagtige observationer” havde cirkuleret siden den første fundament-sten blev lagt adskillige år tidligere. Der cirkulerede nemlig rygter om, at lufthavnen blev delvist bygget på en tidligere gravplads.

AOT var fast besluttet på at korrigere den voksende opfattelse af, at lufthavnen muligvis husede ”uindbudte indbyggerne”, så for at berolige de ansatte, udførtes et ritual ledet af 99 munke – 99 er et lykketal i Thailand – der chantede i kor, for at forbedre heldet for den nye lufthavn, før kommerciel åbning. Hvis du har mulighed for at se ud på parkanlægget mellem terminalarmene, vil du se, at der står store flotte træåndehuse.

Nyhederne nævnte også – i en nu fjernet historie – at bagagesorteringen havde problemer, og man derfor indkaldte åndemanere og opsatte flere åndehuse, hvilket angiveligt virkede så fremragende mod poltergejster, at bagagesorteringen efterfølgende fungerede perfekt. Mindre omtalt var imidlertid de tilkaldte tyske eksperter, der rettede programfejl i bagagesorteringens datasystem.

Åndetro eller overtro

Måske du kalder åndetro for overtro, men glem så ej, at vi selv – vore nordiske aner – har haft samme opfattelse.

Fra Norge og Sverige kendes Tomten eller Tomtegubben, hvilket henviser til husgrundens eller rettere tomtens vætte. Dyrkelsen af Tomten stammer fra skikken med at begrave ofrede mennesker i husgrunden, angiveligt helt tilbage fra yngre stenalder. Den begravedes ånd bliver til Tomten, og ham skal man ifølge folketroen være god ved, for han kan være til megen gavn. Ofrer man ikke til ham, bliver han derimod ond.

I Danmark kaldes Tomten for Nis eller Nisse – ikke at forveksle med hverken Julenisse eller Juletomten. Nis er en velkendt skikkelse i folketroen, som husgud eller værneånd på gårde. Tillige omtales både skovnisser og kirkenisser. Og du er angiveligt bekendt med, at man skal holde sig på god fod med nisser og helst stille grød til dem, ellers bliver de arrige og hidsige.

Da jeg i sin tid renoverede en gammel nedlagt landbrugsejendom i Danmark, fandt jeg en Torshammer indstøbt under hestenes krybbe, hestestalden var fra sidste halvdel af 1800-tallet – same-same, but different…

---



Aktuelt…

Seneste tilføjelser…

Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…