IMG20240810175014_Gold-shop-price.jpg)
Du har angiveligt hørt udtrykket Diamonds Are a Girl's Best Friend, men den holder ikke i Thailand, der er det guld, som er pigernes bedste ven. Thailændere elsker guld, og det er en vigtig del af deres kultur, både symbolsk og økonomisk. De bærer det, de bruger det religiøst – thailandske templer er dækket af guld – de giver det som gave for at markere vigtige lejligheder, og de hamstrer det til fremtidige generationer eller "regnvejrsdage". Det gives både som en del af en bryllupsmedgift og til nyfødte babyer – og til næsten alle andre lejligheder, du kan forestille dig.
Så glem alt om Marilyn Monroe og 1949-filmen Gentlemen Prefer Blondes, hvori hun sang de kendte strofer om diamanter. Hvis du har en thailandsk partner, vil det derimod trække lidt i vedkommende, hver gang I passerer en forretning med rød facade og et stort skilt med to talstærke priser – i skrivende øjeblik omkring 40.000. Guld er varen, der forhandles i forretningen, og tallene på skiltene er henholdsvis dagsprisen og en tilbagekøbsværdi i baht. Din partner er nok allerede bekendt med dagsprisen, det er nemlig en af de ting, thailændere ofte er ret opdateret på.
Thailandsk guld var engang sin vægt værd i guld
Guld sælges efter vægtmålet baht. Ja, det samme navn, som pengene, og det er der en god grund til, thi der var engang baht-guldmønter. Og få lige at få det med vægten helt på det rene, så er 1 baht lig med vægten af 768 riskorn – du kan selv tælle og veje efter – helt præcist er det 15,244 gram.
Det – og det "amazing" tidligere thailandske pengesystem – kan du læse meget mere om i artiklen: En plus en er ikke to i amazing Thailand.
wIMG20220629155558_1-baht.jpg)
Thai-guld er typisk 23 karat eller 96,5 procent rent guld, så der er faktisk kun 14,71 gram rent 24-karat guld i 1 baht guld – regnestykket er helt præcist 15,244 x 0,95965 = 14,71046 gram – resten er sølv og bronze op til de lidt over 15 gram.
Ofte vil du internationalt se guldprisen angivet pr. troy ounce, som er 31,1 gram, helt præcist 31,1034768 gram. 1 baht er således meget tæt på en halv troy ounce, hvis der skal sammenlignes. Da guldprisen pr. troy ounce er for 24-karat, så svarer 1 baht, 23-karat guld til prisen for 0,473 troy ounce.
Helt simpelt er det dog ikke, for 15,244 gram er vægten af små thailandske investerings-guldbarrer på 1 baht, mens smykke-vægtmålet er 15,16 gram for 1 baht guld. Forskellen i vægt på 0,084 gram mellem guldbarrer og smykker skyldes potentielle tab under smykke-fremstillingen. Ved smykkekøb betaler du i realiteten for 0,016 gram guld pr. baht, som du ikke får.
Alt handles efter vægt – også guldsmykker – i forhold til baht. Således er mindre enheder ½-baht og ¼-baht – også kaldt "salung", som er det gamle navn for en ¼-baht mønt – større enheder handles i hele opstigende baht.
Guldbarrer på 1 baht kan være mærket med enten et 1-tal eller et 4-tal, sidstnævnte står for see salung (4 salung), altså fire kvarte baht. En ½-baht barre på song salung (2 salung) kan derimod være mærket med 0.5.
Typisk smykkeguld
I Thailand bæres guldsmykker af både rig, som relativt fattig. Det er ofte købt for både sin bærbare skønhed og som økonomisk investering. Guld er i buddhismen lige så meget et symbol på held, som det er et symbol på rigdom.
Mange thailandske mænd – og især velhavende – vil bære en eller flere Buddha-amuletter (lykke charms) enten af guld eller i en guldindfatning, båret i hver sin guldkæde om halsen. De bæres både for at fremvise status, såvel som at give beskyttelse til bæreren.
Traditionelle thailandske guldsmykker kommer ofte med en specifik guldlås – det bløde 23 karat guld kan bøjes som lås – kendt som en M-lås eller en N-lås. M-låsen er til halskæder, mens N-låsen er til armbånd. Låseanordningerne fik disse bogstavnavne, fordi de ligner henholdsvis bogstavet "M" og bogstavet "N".
M-and-N-lock.jpg)
Hvor køber man guld
Guldforretninger har normalt kineserrød facade og ofte kinesiske lamper udenfor. Det skyldes, at guldhandel oprindeligt var et erhverv for de indvandrende kinesere. Nutidens guldhandlere er ofte yngre slægtled af de oprindelige kinesiske guldhandlere. Derfor findes der mange guldforretninger i Bangkoks China Town på Yaowarat Road eller langs Chao Phraya-floden.
Men overalt i thailandske byer vil du støde på de kineserrøde forretningsfacader med guldhandel, der er flere end 6.000 forretninger fordelt ud over nationen – det svarer principielt til, at der er næsten en guldhandel ved siden af hver anden 7-Eleven – foruden 60 guldgrossister i Bangkok.
IMG20240810171544_Chang-gold-outlet.jpg)
De fleste guldforretninger har en vagt, da røverier mod guldforretninger forekommer – det er en meget let omsættelig vare – mens et bankrøveri, trods store mængder af kontanter, er en yderst sjælden begivenhed.
Ud over 965-guld, altså 23-karat guld, sælges også "9999" (four nine) investerings guld – 99,99 procent rent guld, som svarer til det, der handles internationalt – begge er prissat efter Guldhandlerforeningens (The Gold Traders Association) dagspriser i baht. Foreningen blev grundlagt i 1983 og er det repræsentative organ for guldindustrien i Thailand. I praksis foretager foreningens bestyrelse, der er sammensat af medlemmer blandt grossister, detailhandlere, importører og eksportører, den faktiske fastsættelse af guldprisen, ved at konvertere den internationale spotpris til thailandske baht.
Guld kan købes på en forudbetalings-ordning, hvor man for eksempel indbetaler et fast beløb pr. dag, uge eller måned i guldforretningen, indtil man har nok til en kvart, halv eller hel baht guld.
Smykkeguld kan tillige skaffes i både de velkendte danske vægtmål på 14 karat og 18 karat – såkaldt "farang gold" – samt 10 karat. Disse værdier bruges dog mest til eksport, hvor Thailand er blandt verdens største smykkeguld eksportører med en omsætning på over 30 milliarder baht (cirka 6 milliarder kroner) – ej at forglemme, at danske Pandora har verdens største smykkefabrik beliggende i Thailand med flere end 13.000 ansatte.
IMG_7650_Pandora-collage.jpg)
Falsk guld
Personligt ville jeg være betænkelig ved, at købe guld nogen som helst andre steder end i de etablerede guldforretninger – dog er eksklusive smykker en anden historie, hvor Cartier, Tiffany & Co. og tilsvarende forretninger naturligvis forhandler ægte varer.
wIMG_4927-diamonds.jpg)
Hvis ikke du er kender – nok nærmere specialist – kan det umiddelbart være svært at se, om det er ægte guld. Dog, hvis du ser et 20 centimeter, 18-karat guldarmbånd i Lazada eller andre online-shops til 40-48 baht – forsendelsen koster angiveligt næsten lige så meget – så er det indlysende nok i kategorien: For godt til at være sandt. Det samme gælder om alle de andre guldsmykker op til få hundrede penge-baht. Salgsantallet tyder imidlertid på, at flere åbenbart har købt sådan udsmykning, der så sandelig kan se både fin og ægte ud.
Lazada-gold.jpg)
En af nabofruerne i de bungalows, hvor jeg boede, før jeg byggede hus, bar imponerende tykke guldkæder om hals og arme. Hun havde en amerikansk ægtemand, med en månedlig pensionsudbetaling på den positive side af $3.000. Han gik meget op i, at alt blev forbrugt hver måned – og fruen hjalp angiveligt til – så, for alle damerne i nabohusene var det naturligt "make face"-guld. Guldprisen dengang var under det halve af den nuværende pris og nogle få år tidligere blot en fjerdedel, så det var ikke urealistisk, at hun havde "investeret" noget af ægtemandens ubrugte pension.
På et tidspunkt kom der vist lidt gnidder i deres forhold, i hvert fald forsvandt de. Det viste sig, at de faktisk skyldte for adskillige måneders husleje til bungalowejeren, der flinkt aldrig bad om depositum. Da værten tjekkede det forladte lejemål, opdagede hun til sin store overraskelse, at de fleste guldsmykker stadig lå der i en skuffe. Glad skyndte hun sig hen i den lokale guldforretning, for at omsætte guldet til skyldig husleje. Stor var ærgrelsen imidlertid, da guldet ved nærmere undersøgelse viste sig, ikke at være guld.
P7110009_Fake-gold.jpg)
Guld kan for øvrigt syntetiseres – fremstilles kunstigt, for eksempel ved at fjerne protoner og neutroner fra grundstoffet bismut – men det kan (endnu) ikke betale sig.
Lidt historie
Indtil 1939 var Thailands navn Siam, hvilket siges at være afledt af sanskrit – et gammelt indisk sprog – og betyder "guld". Kineserne kaldte Thailand for "Guldhalvøen" og inderne omtalte det på det gamle pali-sprog som "Suvarnabhumi" – ja, samme navn som Bangkoks ny internationale lufthavn – der betyder "Guldlandet" eller "Det Gyldne Land".
Grand Palace i Bangkok og tilhørende Wat Phra Kaew – Templet for den Smaragdgrønne Buddha – er dækket af bladguld. På Grand Palace alene er der omkring 100 kg bladguld på de udvendige flader.
Selv Buddha har historiske rødder i guld, da hans hud menes at have en gylden teint ifølge den historiske litteratur. Traditionelle Buddha-figurer og andre religiøse statuer er ofte enten lavet af guld eller dækket af bladguld, ligesom mange guldsmykker har religiøs betydning.
I Bangkok findes en kæmpe Buddha – Phra Phuttha Maha Suwanna Patimakon, aka Phra Sukhothai Traimit – fremstillet af 5.500 kilo guld, sat sammen af ni stykker varierende mellem 40 procent renhed og op til 99 procent, anslået som værende gennemsnitligt svarende til 18 karat. I skrivende stunds dagspris, vil værdien være i omegnen af 11 milliarder baht, svarede til et par milliarder kroner.
Wat_Traimit_13_w1024.jpg)
Faktisk var det en lerfigur af ukendt oprindelse fra Sukothai-dynastiet i 1400-tallet, som senere i næsten 200 år stod i en Bangkok-pagode af mindre betydning. I 30 år var figuren bare placeret under et bliktag, men da den skulle flyttes til en ny bygning i 1955, knækkede et af rebene og den tre meter høje statue faldt ned og noget af leret krakelerede. Det viste sig, at inden under lerlaget, var der en Buddha-figur af rent guld – og dermed verdens tungeste massive guldfigur – ler-beklædningen antages blot, at have beskytte figuren mod tyveri.
Hvorfor guld er så værdifuldt for thailændere
Guld bruges ofte som opbevaring af rigdom. Allerede længe før kreditkrisen i 1997, har thailænderne haft mistillid til, at placere deres formue i banken. Fra gammel tid beholder mange thailændere derfor i stedet deres opsparing i guld, da prisen følger en national daglig fastsættelse af spotprisen og inkluderer både en købspris og en salgspris.
I modsætning til mange vestlige lande er forskellen mellem køb og salg typisk højst 5 procent. Så guld er en let handelbar vare i Thailand, hvor man nemt kan omsætte vægten af sine guldsmykker til kontanter, hvis der er behov for hurtige penge.
For at forstå sikkerheden i guldprisen – samtidig med smykkeværdien – kan jeg fortælle om en af mine venner. Hun havde fundet sig en udenlandsk kæreste og senere ægtemand, og ville noget så gerne have et diamantarmbånd, sådan et, ligesom fine vesterlandske damer har. Så, sådan et fint et fik hun fra smykkeafdelingen i Central-stormagasinet, prisen var dengang en spids over 80.000 baht – thailændere fortæller jo gerne, hvad ting koster – det var naturligvis (bitte) små diamanter til den "beskedne" pris. Da ægteskabet efter nogle år gik sydover, skulle diamantarmbåndet omsættes, så hun vendte tilbage til smykkeafdelingen, som gerne ville tage hendes armbånd retur – for 20.000 baht.
Vores unge pige i huset i samme periode fik en lille bonus, for hvert hele år hun havde været hos os, og den bonus var naturligvis guld, der havde en højere symbolsk værdi end et tilsvarende pengebeløb. Det var samme vægtmål hvert år, men da guldprisen samtidigt steg, fik hun dermed lidt "bonusforhøjelse". Guldet kunne nemt omsættes, hvis penge engang i fremtiden var vigtigere, og guldet steg tilmed mere i værdi end bankrente med renters rente.
Foruden at sælge guld, kan man også belåne det i de fleste guldforretninger – de fungerer faktisk som pantelåner med guld som sikkerhed – og indløse det mod tilbagebetaling af lånet og betaling af rente. Der er også egentlige guld-pantelånere, for eksempel "Easy Money". At låne penge i en bank, i stedet for at bruge sit guld, er derimod en lang og kompliceret proces.
IMG20240810175036_Pawn-shop.jpg)
Renten med guld som sikkerhed ligger typisk på 1,25% om måneden, hvilket gange 12 udgør den højst tilladte rente på 15% pro anno (om året) for ikke finansielle virksomheder. Thailændere bruger ikke ordet "procent" om pengerente, men derimod også ordet "baht" – altså er månedsrenten ved belåning af guld lig med 1,25 baht.
Hvis man ikke indløser guldet indenfor fristen eller stopper rentebetalingen, kan forretningen sælge det. Man kan også sælge sit lånebevis, så en anden overtager renteudgiften og senere kan indløse lånet.
Desuden har guld en symbolsk betydning, især ved forlovelse og bryllup, hvor guld indgår i brudeprisen. Gommen vil forære guld til både bruden og brudens familie.
IMG_5715_Wedding-gold.jpg)
DSC08474-Crop_Village-bride.jpg)
Nyfødte børn vil også blive udstyret med lykkeguld, ofte en tynd ring om anklen.
IMG20240813161137_Child-gold.jpg)
Guld som investering
Hvis du overvejer at investere i guld, er guldbarrer løsningen, fremfor smykkeguld, da forskellen på købs og salgspris er minimal. Standardrenheden af guldbarrer i Thailand er 96,5 procent, hvilket er en lavere renhed end den internationale standard på 99,99 procent eller 24 Karat.
2-baht-gold-bar.png)
I Thailand omtales 99,99 procent guld nogle gange som "four nine" (fire nital).
Ved arbitrage – køb med salg for øje, altså spekulation – er der flere variabler på spil, både forskel i måleenhed, forskel i renhed, hvis du ikke investerer i 9999, og valutakurs. Der kan naturligvis være mulighed for en arbitrage-gevinst, men du skal nok have lidt erfaring på området, da international guldpris fastsættes ud fra adskillige faktorer, hvor den seneste periode med stigninger, sagtens kan vende. Hvis du ser på den inflations korrigerede kurve over guldpris, så toppede prisen tilbage i 1980 – en anelse højere eller lig med prisen i dag – for at falde til under en femtedel i 2001.
Stigningen fra bunden i 1970 og op til toppen i 1980 var næsten nifold. Så hvis du havde købt guld i 1970 og stadig har det, er dets købekraft blevet lidt mere end ottedoblet, mens guld købt i 1980 kun lige har omkring samme købekraft i dag. Med langsigtet investeringsmål, bør du sammenligne guldpriskurven med tilsvarende for aktier, før du bestemmer dig.
Nogle guldbutikker tilbyder fysisk opbevaring på stedet, og der er også nogle private opbevaringstjenester, blandt andet i boks hos enkelte banker. Men der er ikke nogen private bankhvælvinger på det niveau af sofistikeret sikkerhed, der findes i lande som Schweiz og Singapore. Thailændere foretrækker oftest, at opbevare deres guld et sikkert sted i familiens hjem eller på anden privat ejendom.
Se også:
Aktuelt…
Seneste tilføjelser…
Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand
, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…

320