SameSame-ButDifferent.dk
   ≡ 
Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...

Historie og kultur:

Om thailandsk kultur…
Den første fuldmåne i november måned er Loy Krathong

18. november 2023


Den oprindelige krathong fra 1300-tallets Sukhothai var inspireret af lotusblomst, og sådan er inspirationen stadig for nutidens flydende lanterner. Mit foto her er fra Chaweng Lake i 2010.

Selv om novembers første fuldmåne ikke er en national helligdag, er den blandt årets vigtigste kulturelle begivenheder. Navnet kan oversættes til at flyde (loy) en flåde eller kop (krathong), hvor "koppen" er en skive af en bananpalme med blomster, røgelse og lys, også benævnt som "lanterne". Ofte lægges tillige en mønt i flåden. Thailænderne bruger skikken til at lade alt uheld og al ulykke drive væk, samt takke flodens og vandets gudinde, Phra Mae Kongka – der også ses stavet som Phra Mae Khong Ka – for at kunne bruge vand og undskylde for, at forurene flodvandet, samt til at takke Buddha.

Hvis du opholder dig i Thailand under Loy Krathong, bør du opleve denne smukke begivenhed i fulde drag, også de tilhørende festligheder.


 

Oprindelsen…

Oprindelsen til Loy Krathong findes i flere versioner – faktisk mindst syv – hvor de fleste stammer fra buddhismen. Ud over den mest populære, at ære Buddhas fodaftryk, kan festen også være til ære for den store Slange og beboerne i den undersøiske verden, efter Buddha havde besøgt det våde rige, hvilket henviser til de mystiske Naga-slanger.


Mit forsøg på et besøg i den undersøiske verdens våde rige hos de mystiske Naga-slanger var ikke specielt vellykket – de syntes ikke at lytte til min ellers så fremragende monolog, men de tillod heldigvis en selfie...

Andre mener at blomster-krathonger blev ofret til pagoden Phra Ged Kaew Ju La Mane, der indeholder Buddhas hårknold, som blev skåret af ved hans egen ordination.

En tredje forklaring er, at det er en måde at vise respekt for ens forfædre, som det forklares om khmer-vandfestivalen i Cambodja. Det er også muligt, at dette er afledt af en hindu festival, der hylder guden Vishnu – khmer-riget var oprindeligt hinduistisk – der mediterer i midten af havet.

Det tidligere kongerige Lanna (1292-1775), hvis hovedstad var den i dag thailandske by Chiang Mai, og Siam-rigerne – det tidligere navn for Thailand – havde forskellige formål med at fejre Loy Krathong. Lanna havde allerede sin egen Yee Peng-fest. I det nordlige Thailand har det altid handlet om Buddhas historier. I den centrale del af Thailand stammer festen derimod fra et kongeligt, hinduistisk brahmin-ritual, man blot ændrede til buddhisme i kong Mongkuts (Rama IV) regeringstid (1851-1868), han var den thailandske konge, der ansatte den engelske lærerinde Anna Leonowens, en historie du muligvis har hørt om eller set filmen "Anna and the King".
 

Kong Chulalongkorns forklaring om oprindelsen…

Kong Chulalongkorn (Rama V, 1853-1910) fortæller derimod i sin bog, at Loy krathong intet har at gøre med nogen anden ceremoni eller ritual. Han forklarer, at traditionen begyndte i Sukhothai, der både er navn på hovedstaden og det siamesiske bykongerige fra 1238 til 1583, hvor det siges at kong Phra Ruang så flydende lanterner for 600-700 år siden, altså omkring år 1300.

Beretningen er beskrevet i en bog af nang Noppamat – nang betyder fru eller lady – der var en smuk lærd, ung kvinde ved kongens hof. Hun var datter af en Brahmin-præst tilknyttet hoffet. Hun skrev, at i den 12. måned, altså november i vor tidsregning, hvor meget var oversvømmet af regntiden, tog kongen med sit følge på udflugt en nat for at se folket more sig under vandfestivalen – angiveligt svarende til Bon Om Touk, khmer-vandfestivalen, der i dag fejres samtidigt i Cambodja.

Der fortaltes ikke noget om, at folket satte en slags lysende flåder i vandet, men antageligt gjorde de det og angiveligt noget lignende de krathongs, der bruges i dag. Nang Noppamat fortæller derimod, at hun havde kreeret en ny slags flåde, i form som en stor lotusblomst, samt flere andre slags, som kongen kunne lade flyde i vandet. Det var hverken som en religiøs eller rituel mening, men alene til fornøjelse, under fuldmånens skær en aften med perfekt vejr, mens landet var oversvømmet af regntiden.


Udsmykning i Wat Phra Kaew, Den Grønne Jade-Buddhas Tempel ved Grand Palace i Bangkok, der viser Loy Krathong-festen, som den kan have taget sig ud i Sukhothai-riget.
(Foto: กสิณธร ราชโอรส, Wikimedia Commons)

Der fortælles ikke noget om traditionen med at lægge en mønt i flåden, men nang Noppamat forklarer, at skikken er til for, at hædre Buddhas fodaftryk i sandbredden ved Nammada – eller Narmaha – floden i Indien. Inderne har også flydende lys, men det varierer fra én lokalitet til en anden, og de tillægger det ikke nogen betydning eller rituel handling, det er nærmere at betragte som en skik med picnic ved flodbredden, når vandet står højt, men der kan være andre forklaringer.

Cambodjanerne ærer for eksempel deres afdøde i den lignende khmer-festival, hvor de beder forfædrene tage del i med et festligt måltid – imaginært naturligvis – og bagefter sender dem væk igen, i "bådene". Det svarer til den mexicanske Día de los Muertos eller "De dødes dag". Thailænderne har en lignende festival – Phi Ta Khon – også kendt som "Spøgelses Festival", men den ligger tidligere på året i den første weekend efter årets sjette fuldmåne, det er omkring slutningen af juni til begyndelsen af juli.

Ifølge legenden, blev Sukhotais kong Phra Ruang så begejstret for nang Noppamats lanterne-blomsterflåde, at han bestemte, at en sådan fest skulle afholdes hvert eneste år ud i fremtiden.
 

Hvad er en krathong…?

En krathong er typisk en cirka 5 centimeter tyk skive bananpalmestamme på omkring 20 centimeter i diameter. Bananpalmeblade sættes på palmeskive-bunden, så det forestiller en lotusblomst, hvilket tilskrives nang Noppamats kreation. Flåden dekoreres med blomster og et stearinlys, samt et par røgelsespinde. Ofte lægges en lille mønt i bunden af krathongen.


Flådebygger-værkstedet, hvor de flydende lanterner bygges på en skive bananpalme – de skiver, der ligger forrest – og udstyres med bananpalmeblade, blomster, lys og røgelsespinde.

Traditionelle krathonger til venstre og til højre flåder lavet af dej, som fiskene kan spise.

Elegante krathong-varianter. En flåde koster typisk fra omkring 50 baht og op til et par hundrede baht, afhængig af udfærdigelsen. De kan normalt købes de steder, hvor man loyer sin krathong.

På fuldmånenatten tændes lys og røgelsespinde, hvorefter krathongen sættes (loy) i floden – eller en sø eller havet – mens man beder om, at alt uheld og al ulykke skal drive væk, samt ønsker et håb for fremtiden.


Krathonger flyder i Maenam Ping – Ping-floden – i Chiang Mai, en af de vigtigste bifloder til Chao Phraya-floden, som løber gennem Bangkok. Loy Krathong eller Yee Peng-festen strækker sig over tre dage i Chiang Mai.
(Foto: Jonathan144, Wikimedia Commons.)

Er der ikke en flod, kan man loye sin krathong i en sø, her Chaweng-søen på Koh Samui.

Også en strandbred med havblik under fuldmånens skær er fin til formålet. Vandets gudinde, Phra Mae Kongka, er angiveligt tilfreds, bare du flyder din lanterne i vand.

Mange steder er der tillige konkurrence om at "bygge" årets flotteste eller smukkeste krathong, hvor der blandt deltagerne kan være ganske store og meget imponerende kreationer...



Bananpalmebåden forrest er en lidt utraditionel krathong, men et flot indslag i konkurrencen.

De senere år er mange tillige begyndt at opsende Khom Loy eller Khom Fai – på dansk ofte kaldt kinesiske lanterner – varmluftsballoner lavet af rispapir, og opvarmet af en lysende kerosin-flamme. "Khom" betyder lanterne, "loy" at flyde eller sende afsted, og "fai" er himmel, "khom fai" er således en himmel-lanterne. Især i den nordthailandske by Chiang Mai har det været en omfangsrig tradition, som de senere år søgtes begrænset eller helt forbudt i visse områder, da de tusindtallige flyvende lanterner kan være til gene, eller direkte fare for lufttrafikken. Myndighederne opgav dog at standse traditionen i Chiang Mai i 2015, i stedet standsede man flytrafikken.


Khom Loy eller Khom Fai, på dansk ofte kaldt kinesiske lanterner, tusindvis af dem opsendes i Chiang Mai.
(Foto: Takeaway, Wikimedia Commons.)

Tusindtallige Khom Loy i Chiang Mai.
(Foto: Takeaway, Wikimedia Commons.)

 

Loy Krathong festligheder…

Ud over at kåre den bedste krathong, er det også udbredt kutyme at kåre en Miss Loy Krathong eller Loy Krathong Queen, hvor byens smukkeste kvinde eller pige kåres. Det kaldes også Noppamats Queen Beauty Contest – Noppamats dronning-skønheds-konkurrence. Nang Noppamat var den smukke unge kvinde i legenden fra Sukothai, der fandt på den lotusblomstlignende krathong.

Konkurrence og kåring af Loy Krathong-dronningen foregår på en stor scene, nogle steder begyndende med en parade gennem byen, og det kan være i flere kategorier efter alder.


Parade i Chiang Mai med deltagere i Noppamat's Queen Beauty Contest.
(Foto: YashiWong, Wikimedia Commons.)

Deltagerne bærer traditionelle thailandske kjoler fra forskellige tidsaldre, så at se skønhedskonkurrencen, er som at være tilskuer til et traditionelt, thailandsk kostume-modeshow. Hver deltager bliver tillige stillet spørgsmål om Loy Krathong-traditionerne, og dommerne giver point baseret på såvel kostumet, som deltagernes humør, samt høflige manerer og væremåde.


Deltagere i en Noppamat's dronninge-konkurrence.

Kåring af Noppamat's Queen.

Loy Krathong afholdes stort set overalt i Thailand, så på såvel turistdestinationer, som i større byer, kan man som turist være sikker på, at kunne opleve denne smukke tradition, der ofte byder på både natmarked og masser af traditionel thailandsk kultur med dans og musik.


Klassisk thai-dans på en scene ved Loy Krathong festival.

Klassisk thai-dans er små historier, ofte med humoristiske indslag.

Hvordan min familie fejrer Loy Krathong på Koh Samui – også mig, men jeg er bag kameraet lige her.

Ofte vil mange af kvinderne blandt publikum også være klædt i fine traditionelle thaisilke-kjoler. Festen afsluttes normalt med fyrværkeri.


Fyrværkeri over Chao Phraya-floden i Bangkok.
(Foto: SeanMack, Wikimedia Commons.)

 

Yee Peng

Særlig Chiang Mai er kendt for sin hele tre dage lange festival, der egentlig stammer fra Lanna kongeriets Yee Peng-fest, men som har overtaget Siam-kongerigets traditioner. Hele den ældre bydel ved floden fester med natmarkeder og adskillige scener med underholdning. Det er blevet et tilløbsstykke med tilrejsende gæster fra store dele af landet. Jeg har hørt flere udlændinge omtale det som "lysfestival", da der er levende lys overalt i den gamle bydel. Hvis du er i området, kan jeg varmt anbefale Ching Mai, men husk en trøje, det kan godt være småkoldt deroppe om aftenen i november måned, selv om det stadig er varmt nok om dagen.


Den tre dage lange Yee Peng fest, Loy Krathong i Chiang Mai, er blevet et tilløbsstykke med tilrejsende gæster fra store dele af landet.

Udlændinge omtaler Yee Peng som "lysfestival", da der er levende lys overalt i den gamle bydel.

Aften og natmarked bliver en speciel oplevelse i levende lys…

…suppleret med traditionel thailandsk musik.

Og husk at bestille hotel i forvejen i Chiang Mai, det meste er ofte booked af de mange tilrejsende i forbindelse med festen. Det havde jeg ikke gjort, da jeg var deroppe og der var kun to muligheder tilbage, enten noget jeg ikke ville bo i – og slet ikke til prisen – eller en penthouse suite på grænsen til den gamle by. Den kostede heldigvis ikke mere, end et beskedent hotelhummer på Vesterbro i højsæsonen, nogen gange skal man huske, at omregne baht-prisen til danske kroner. Oplevelsen var til gengæld alle pengene værd.
 

Kristne loyer også krathoner…

Thailands største religiøse minoritet på omkring fem procent af befolkningen er Islam, der fortrinsvis er udbredt i de sydlige egne. De fleste muslimer deltager ikke i Loy Krathong, da Islam kun anerkender én gud. Desuden skyldes karma og synder menneskets handlinger, og de kan ikke sendes væk på en bananpalmeflåde, de forudsætter tilgivelse.

Den næststørste religiøse minoritet er de cirka en procent kristne – nogenlunde ligeligt fordelt mellem katolikker og protestanter – der for eksempel kan bede til Gud, når en krathong sættes i vandet, og sætte et kors i flåden i stedet for røgelsespinde, der betragtes som religiøst et symbol til at ære ånder. Der er intet syndigt for kristne i at deltage i Loy Krathong.
 

Oprydning…

Efter festivalen bliver de mange krathonger normalt hurtigt samlet op og affaldssorteret. Morgenen efter Loy Krathong 2016 kunne Bangkoks myndigheder for eksempel oplyse, at der på Chao Phraya, den store flod der krydser byen, var opsamlet 617,901 stk. flåder, som vejende i alt omkring seks ton, heraf 573,867 stk. af naturlige materialer og 44,034 fremstillet af plastik skum – imponerende statistisk optælling. Det var en forøgelse af naturlige materialer, og en reduktion i plastik. De brugte krathonger af naturlige materialer bliver lavet til kompost, mens plastskummet sendes til genbrug i den private sektor.


Jeg føler mig lidt privilegeret, når jeg kan få lov til at nyde sådan en Loy Krathong-udsigt fra min terrasse.


Du kan kommentere denne artikel, hvis du er medlem af Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, ved at klikke her.

Se også:



Aktuelt…

Seneste tilføjelser…

Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land

 305

Alle artikler og fotos er af Per Meistrup, med mindre andet er angivet.
✉ Kontakt Per Meistrup
SameSame-ButDifferent.dk
© 2025 All content is subject to copyright.
© 2025 Alle rettigheder forbeholdes.
Denne side bruger kun nødvendige cookies og gemmer ingen data.
© Power Media Production - version:22-09-2025.