SameSame-ButDifferent.dk
   ≡ 
Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...

Historie og kultur:

Kinesisk Nytår...
Tid til nytårsrengøring

7. februar 2024

Flere steder i Thailand er vi så heldige, at vi kan holde nytår tre gange: Det thailandske den 13. april, det vesterlandske den 31. december og det kinesiske, der i år (2025) er den 29. januar, hvor vi kommer ind i "Slangens år"...

Masser af kineserne kom til Thailand som handelsrejsende, dengang landet hed Siam. De opkøbte ris, afskallerede dem og sendte risene hjem til Kina. De kinesiske købmand opholdt sig halvdelen af året i Siam, primært i Bangkok, og den anden halvdel af året hjemme i Kina. Mange af købmændene byggede sig et hus til halvåret i Siam og installerede også en "lille kone" – mia noi – som var udbredt i siamesisk kultur (man bør jo integrere sig...). Med tiden slog adskillige af kineserne sig permanent ned og fik et siamesisk familienavn, det er ofte de familienavne man støder på med fire eller flere stavelser, for eksempel et navn som Shi-na-wa-tra. I år 1900 var omkring halvdelen af Bangkoks cirka en million indbyggere, kinesere.

Øen, hvor jeg bor, er faktisk kinesisk. Jeg bor bogstaveligt i en China Town. Kinesere fra Hainen kom allerede i 1600-tallet til en stort set ubeboet ø i den sydlige Siambugt – der var nogle enkelte malayere – og øens navn siges at stamme fra det hainanesiske udtryk for "land o’høj": sa-mui. Efterkommerne fra de oprindelige 19 kinesiske familier, der slog sig ned på øen, dominerer stadig, så kinesisk nytår er en vigtig begivenhed...

Da min familie og jeg efterhånden er accepteret som værende faste indbyggere, dresser vi naturligvis i nytårsrødt til lejligheden. Billedet herunder af min datter og mig har dog lidt år på bagen, da pandemien nåede at lægge restriktioner på nytårsfestlighederne og min datter siden er flyttet til et dansk gymnasium...

Jeg lægger nogle typiske kineser-nytårsfotos med ud her i artiklen. Måske andre også har noget spændende, at supplere med i tråden om Kinesisk Nytår i Facebook-gruppen, som du kan finde link til efter artiklen. Til sidst er der en lille video fra 2013, der viser, hvordan vi fejrer nytår i kineserlandsbyen mellem floderne, hvor jeg bor: Mae Nam China Town.

Det kinesiske nytår fastsættes ud fra den første årstid i den kinesiske måne-solkalender og fejres oftest i februar, nogen få gange dog sidst i januar. Den kinesiske måne-solkalender inddeler året i 12 solterminer, kaldt Jie Qi, som igen er opdelt i 24 årstider med en termin for hver 15. dag, året igennem. Den første termin er forårets start, og det er her, hvor fejringen af det kinesiske nytår finder sted. Nytåret falder således mellem 21. januar og 20. februar.

Hvert år har navn efter et dyr, hvor navnene roterer i en 12-års cyklus og udgør den kinesiske astrologis dyrekreds. De tolv dyretegn er Rotten (shu), Oksen (niu), Tigeren (hu), Kaninen (tu), Dragen (lung), Slangen (shé), Hesten (ma), Geden (yang), Aben (hau), Hanen (ji), Hunden (gau) og Grisen (zhu). Årsdyrene bringer held og lykke til ejermanden og fortæller om medfødte egenskaber og kvaliteter. Hvis man for eksempel er født i Hestens År, er man selvstændig og viljestærk, mens man omvendt er følsom, sentimental og konfliktsky, hvis man er født i Kaninens År.

Nytårstraditionen menes at gå mindst 3.500 år tilbage i tiden, fra dengang Kina hørte under Shang-dynastiet. Det var dog først under Song-dynastiet – år 960-1279 – flere tusind år senere, at kineserne begyndte at bruge fyrværkeri. En tradition, som den vestlige verden har importeret i stor stil.

I Thailand strækker nytåret sig over tre dage, hvor man blandt andet gør huset rent og bruger en hel dag og nat på, at spille kort, hvilket nok er en tradition alene blandt Hainan-kinesere...

De sidste par nætter før nytåret affyres også en del knaldfyrværkeri, men det vænner man sig såmænd til, det er kun de første par år, at man får sig et par søvnløse nætter. Også selve nytårsdag gøres husene rene, men det er mere spirituelt, da det er onde ånder, der udrenses, så de ikke manifesterer sig, som irriterende poltergejster.

De vigtigste ingredienser til at rense huse for alskens dårligdomme er et par dansende løver, en drage og masser af støj fra tromme og bækkener – spøgelser og onde ånder hader nemlig støj – samt ikke mindst knaldfyrværkeri, der består af rækker med hundredvis af pænt store lynkinesere afsluttende i nogle velvoksne kanonslag, noget man seriøst bør holde lidt afstand til...

Hvor jeg bor starter selve nytårsdag-ceremonien ved landsbyens tempel, som naturligvis er Hainan-kinesisk...

Trods kineser-nytåret her, ligesom flere steder, er blevet lidt af et turist-tilløbsstykke, er det stadig dybt seriøst for den lokale kineserbefolkning...

Både de dansende løver og dragen skal ind i alle forretninger og huse...

Der afsluttes med så meget fyrværkeri, at gaden kan blive indhyllet i en tåge af krudtrøg...

Artisteri indgår også, både undervejs gennem kineserkvarterer – hvor øens stærkt befærdede hovedstrøg spærres for trafik mens løver og dragen danser, og artister lige laver en fire-mand-høj plus et barn på toppen...

Der er også artist-optræden om aftenen, hvor festen fortsætter med både masser af lækker mad og imponerende løvedans, samt en ildsprudlende drage...

Her er nogle af de spændende, eksotiske individer, man kan møde under et Kinesisk Nytår...

Det er stort set samme ritual de forskellige steder med kinesere i Thailand – måske lige bortset fra kortspillet – hvis du har mulighed for at være med, er kinesisk nytår en fin oplevelse.


Du kan kommentere denne artikel, hvis du er medlem af Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, ved at klikke her.

Se også:



Aktuelt…

Seneste tilføjelser…

Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land

 287

Alle artikler og fotos er af Per Meistrup, med mindre andet er angivet.
✉ Kontakt Per Meistrup
SameSame-ButDifferent.dk
© 2025 All content is subject to copyright.
© 2025 Alle rettigheder forbeholdes.
Denne side bruger kun nødvendige cookies og gemmer ingen data.
© Power Media Production - version:22-09-2025.