SameSame-ButDifferent.dk
   ≡ 
Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...

Godt at vide om Thailand:

Nye regler for åbning af bankkonto

11. maj 2024,
opdateret med Promt Pay den 8. november 2024

Når vi bosætter os i Thailand – både permanent og som trækfugl – har vi brug for en thailandsk bankkonto. Fra den 1. juni 2024 implementeres strengere bestemmelser for kunder, der åbner en bankkonto. Dette er en reaktion på en kraftig stigning i misbrug af thailandske bankkonti til ulovlige eller svigagtige aktiviteter, også kaldt ”hvidvaskning”. Fra november 2023 og frem til maj 2024, har de thailandske myndigheder lukket over 300.000 såkaldte ”muldyr”-konti. Myndighederne vurderer, at der er op mod en million konti, der anvendes til lovovertrædelser.

Her er lidt information om bankkonto i Thailand…

For at kunne åbne en bankkonto, skal du have en fast adresse i Thailand. Du kan få et brev med dokumentation på dette hos dit lokale immigrationskontor, hvilket naturligvis forudsætter, at du er behørigt registreret med en TM.30-angivelse, som er husværtens opgave. Hvis du er registreret i egen Gul Husbog – se mere i artiklen om Husbog – vil den ofte udgøre dokumentationen. Nogen gange kan dit lyserøde thailandske ID-kort for udlændinge tillige anvendes. For at få et ID-kort, skal du dog allerede være registreret i en Gul Husbog.

Ved næsten enhver fysisk bankforretning – selv ved hævning på en gammeldags bankbog – skal du medbringe dit rejsepas, som fotokopieres og kopien skal underskrives af dig. Rejsepas skal naturligvis også med ved åbning af en bankkonto. Og husk, at hvis du fornyer pas, skal alle de steder, hvor dit pasnummer anvendes, også opdateres til det ny pas – bank, immigrationskontor, kørekort og visse loyalitetskort, hvor pas skal vises, for at udnytte en bonus.

Mange bankafdelinger vil tjekke dit visum i passet. Ofte forlanges der et "long stay visa", altså tilladelse til ophold i længere tid, mens indrejse uden visum eller på et turistvisum ikke længere er nok til, at åbne en bankkonto. Det kan være et problem i forbindelse med indenlandsk ansøgning om "non-immigrant" visum – altså indrejse uden visum og ansøgning om dette i Thailand – da et bankindestående skal dokumenteres, for at få et non-immigrant visum.

Den gængse anbefaling ved åbning af thailandsk bankkonto er, at hvis en afdeling er afvisende, så spørg i en anden. Bankerne er normalt meget individuelle, så selv i samme kæde, kan der være forskel fra afdeling til afdeling. Ofte nævnes det, at Bangkok Bank og Kasikorn Bank (K-bank) er velvillig stemt over for udlændinge.

Du skal forvente, at skulle udfylde en hvidvaskningsformular i lighed med den, du angiveligt har udfyldt en eller flere gange til dit danske pengeinstitut.

Har du allerede har en bankkonto og vil åbne en mere, skal du igennem det meste af det igen. Nogle banker vil i dag ikke åbne flere ens konti for udlændinge – for eksempel to simple indlånskonti (savings account) – men gerne både en almindelig indlånskonto og en konto med opsigelse (fixed account).

Sidstnævnte – fixed account – fungerer lidt anderledes end i Danmark, da der aftales en periode og rente for hver enkelt indbetaling. Renten tilskrives på dagen, hvor perioden slutter – for eksempel efter 12 måneder – og indestående plus renter fornyes automatisk for en tilsvarende periode, rente er den på fornyelsestidspunktet gældende. Penge kan derimod hæves til enhver tid, men endnu ikke tilskrevet rente mistes.

Du kan få et hævekort (debit card) til din indlånskonto. Det kan bruges til både betaling i forretning, som accepterer kortbetaling, og online køb, foruden hævning af kontanter i ATM-pengeautomaterne (ATM = Automatic Teller Machine). Husk, at få både et kort og indstillinger til det, som du har behov for – der er forskellige typer, nogle er kun hævekort – herunder kortbetaling, onlinekøb og beløbsgrænser for de enkelte muligheder. Et egentligt kreditkort som Master Card, kan du normalt kun få ved, at have arbejdstilladelse og kunne vise seks måneders lønsedler, eller ved at deponere det beløb, der gives i kredit, som sikkerhed – og så er det vel egentligt ligegyldigt med et "kreditkort".


Thailandsk SmartPhone bank-app med "Promt Pay" QR-kodelæser til betaling med telefonen.
(Foto lånt fra SCB/Siam Commercial Bank.)

De fleste thailandske banker, hvis ikke alle, har en smart-phone app – nogle banker har også netbank, men for eksempel SCB har lukket denne og er i dag udelukkende app-baseret – hvor du foruden de fleste normale bankforretninger med betaling og overførsel, tillige kan indstille dit betalingskorts funktioner og beløbsgrænser. Desuden har app'ne en QR-læser, så der kan overføres penge via en sælgers QR-kode – systemet hedder "Promt Pay" og det er gratis for mindre beløb, som er op til 5.000 baht – du vil se, at mange gadehandlere i dag har et QR-image (billede) hængende og kundeskærme i supermarkeder og lignende, viser en QR-kode. Det er blevet en meget udbredt betalingsmetode i Thailand og fungerer også på de store online-shopping-portaler.

Klik/tryk på billede for stor visning, brug < Tilbage for normal.
Promt Pay-gebyrer 2024 ifølge Bank of Thailand (den thailandske nationalbank)


Du kan kommentere denne artikel, hvis du er medlem af Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, ved at klikke her.

Se også...



Aktuelt…

Seneste tilføjelser…

Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land

 438

Alle artikler og fotos er af Per Meistrup, med mindre andet er angivet.
✉ Kontakt Per Meistrup
SameSame-ButDifferent.dk
© 2025 All content is subject to copyright.
© 2025 Alle rettigheder forbeholdes.
Denne side bruger kun nødvendige cookies og gemmer ingen data.
© Power Media Production - version:22-09-2025.