Amazing Thailand:

De flotte bygninger på bakken bag mig…

– ligner endnu et af Koh Samui's mange 5-stjernede hoteller. Den fremragende udsigt over den sydlige del af øen og ud til de to naboøer, den fejler så sandelig heller ikke noget. Alligevel er det næppe et sted du vil bryde dig om at tilbringe ferien, endsige bare en enkelt feriedag – det kan jeg forvisse dig om, jeg har været deroppe – de bygninger er nemlig øens fængsel.

• Indledning
• Ups, besøg af marinepolitiet for ulovlig okkupering af statens ejendom
• Det er så besværligt med en farang, kan vi anklage din kæreste i stedet
• Ingen anklageskrift
• Nogle thailændere “er mere lige end andre”
• Udsættelse at retssag
• Hvad gør vi nu
• Forundersøgelsesleder beder om donation
• Domsafsigelse
• Konklusion

Besøget deroppe og den forudgående historie, hører med til den del af mine utrolige oplevelser her i kongeriget, som jeg bedst kan karakterisere som "amazing Thailand", nemlig mit møde med det thailandske retsvæsen vedrørende min kriminelle kæreste, som blev en ret langstrakt, men heldigvis også en både fair og positiv affære.

"Always look at the bright side on life": Oppe fra fængslet er der en fremragende udsigt over den sydlige del af øen og ud til de to naboøer, Koh Mat Sum og Koh Tan. Populært kaldes øerne henholdsvis "Griseøen" og "Øen uden hunde" – det har man så rigeligt tid til at fundere over hvorfor, når man sidder indelukket heroppe på bakken.

Ups, besøg af marinepolitiet for ulovlig okkupering af statens ejendom…

En dag stod der en masse vigtige mennesker i flotte uniformer – flere af dem endda i fint hvidt outfit – foran den lille bungalow, som min søde kæreste og jeg havde lejet. De ville tale med ejeren af et lille jordstykke nede ved stranden, og de havde fået at vide, at ejeren boede her. Well, det var så mig, jeg havde nogle år tidligere købt en ophørt strandrestaurant. Meget høfligt meddelte de vigtige folk, at jeg som ejer, ulovligt havde okkuperet statens ejendom – ups…

Jeg har tidligere fortalt lidt om thailandske skøder og mit jordkøb i tråden Lidt om thailandske skøder…

Få år forinden, 2. juledag 2004, havde en katastrofe ramt den thailandske del af vestkysten på Malacca-halvøen og tilhørende øer, herunder Phuket, hvor et jordskælv ud for den indonesiske by Banda Aceh havde forårsaget en tsunami. Nu ville myndighederne sikre sig, at ingen jordejere ved kysten, brugte mere land, end de måtte, da det kunne være farligt, hvis der kom en tsunami. Myndighedernes kontrol var så kommet til stranden, hvor jeg boede, selv om det er ovre på den modsatte side af landtangen, på en ø ud for østkysten, hvor tsunami-risiko er mindre end minimal.

Den ophørte strandrestaurant, som jeg købte i 2004, har to palmer, en på hver side. De er oprindelige skelmarkører, da lodsejerne satte en kokosnødpalme i stedet for skelpæl. Den ene står faktisk meget præcist, nøjagtigt midt i det senere GPS-opmålte skel, så naboen og jeg ejer hver en halv palme, den anden står på min side af skellet. Der fulgte således halvanden palme med i købet…

Jordstykket ved stranden havde skelpæle og endda stadig de fra gammel tid satte palmer, som markerede skel på ejendommen. Der var imidlertid to sæt skelpæle, med knap fire meters mellemrum, på hver side ud mod stranden på det oprindelige Nor Sor Sarm-skøde. Jeg var i gang med at opgradere skødet til Nor Sor See, den højeste skødetitel med fuldt ejerskab, og havde allerede fået underskrift fra en big boss hos Marine Department på, at opmålingen ud mod stranden var korrekt. De vigtige folk i hvid uniform var også fra Marine Department og de mente så noget andet. Det viste sig nemlig, at staten havde inddraget de yderste knap fire meter, så nu var den del af jordstykket pludseligt ulovligt okkuperet.

Sagen var, at på jordstykket jeg nu besad, var der foretaget kystsikring, ligesom hos naboerne på begge sider. På min strandlod bestod kystsikringen af cementringe, der nok havde holdt to årtiers eller flere monsunstorme på afstand. Det var næsten alle lodsejerne langs stranden, som havde kystsikret i den linje, der nu blev betragtet som besættere af offentlig ejendom. De fleste havde tilmed anvendt jorden til for eksempel restaurant eller terrasse. Derfor meddelte man høfligt, at ejerne skulle stilles for retten på grund af dette kriminelle forhold.
 

Det er så besværligt med en farang, kan vi anklage din kæreste i stedet…?

Der var imidlertid et problem, sagde marinefolkene – som faktisk ejer strandene i Thailand – det var så besværligt at stille en udlænding for retten, så kunne de måske i stedet få lov til, at anklage min thailandske kæreste…?

Jeg søgte naturligvis råd hos min sagfører – på engelsk "solicitor", der nærmere betyder juridisk chef i et advokatfirma, en brite, der som udlænding ikke kan give møde i en thailandsk domstol, men godt være ejer af et advokatfirma – han havde i øvrigt købt grunden ved siden af min thailandske nabo, men den var aldrig blevet kystsikret på den yderste del. Han og hans thailandske advokat fortalte, at der var intet hverken de eller vi kunne gøre, altså min kæreste, ud over at erklære os skyldig. Hvis man i Thailand erklærer sig skyldig, bliver straf normalt halveret. Jeg var faktisk blevet en kriminel udlænding med min søde kæreste, som velvillig stedfortræder. Vi blev indkaldt til et forundersøgelsesmøde, hvor en forhørsleder stillede en masse spørgsmål om min kærestes baggrund, familie og livsstil, for eksempel om hun drak eller brugte narkotika. Da mødet var slut sagde forhørslederen, at han beklagede, men han kunne kun give mig 100 baht. Jeg var målløs, for hvad…?

For at give møde som vidne, han bad mig skrive under på en kvittering. Jeg fattede ikke en meter, men blev så forklaret, at jeg var indkaldt som vidne, det var min kæreste, som var den anklagede. Som vidne skulle de dække mine omkostninger for at give møde, men han vidste godt, at det var et meget lille beløb for en udlænding. Jeg sagde høfligt, at jeg gerne var vidne, men bestemt ikke ønskede penge for det.

Senere fik min kæreste at vide, at både hendes familie og naboer var blevet afhørt af politiet i landsbyen i Surin-provinsen, oppe på Isaan-plateauet, hvor man også spurgte om hun drak eller brugte narkotiske midler eller spillede og i øvrigt om, hvorledes opførte sig. Min sagfører forklarede, at det er helt normalt, at man foretager sådan et baggrundstjek af kriminelle personer. Min søde kæreste var så sandelig blevet rigtig "kriminel".
 

Ingen anklageskrift…

"Kun en tåbe frygter ej havet": Kysten under monsun-stormen i december 2005. Under den storm forsvandt det sidste af den gamle mole – stolperne der ses i havet – hvor den oprindelige lille Koh Phangan-færge lagde til. Sidenhen brugte man i stedet bare stranden til færgelanding…

Uden at have modtaget en formel anklage, besluttede jeg, at fremlægge vores udgave af sagen og lavede derfor en slags svarskrift, hvor jeg begyndte med, at ejeren af jordstykket erkendte sin skyld, selv om kystsikringen var etableret af den forhenværende ejer og, at det ville have været uansvarligt, hvis den nuværende ny ejer fjernede kystsikringen, da monsunstormene da ville kunne komme ind på jordstykket og underminere de bebyggede naboejendommene. Jeg dokumenterede alt med fotos – jeg havde heldigvis haft jordstykket nogle år og havde flere fotos af kystlinjen under den voldsomme monsun-storm i december 2005 – fik det hele oversat til thailandsk og samlede det som en sagsmappe.

Jordstykket efter jeg havde fået tilladelse fra tessa ban-kontoret – svarende til et kommunekontor – til at nedrive restaurantbygningerne. Det var lidt problematisk, for de skulle se tegninger, men der var ingen og aldrig søgt byggetilladelse. Men så fandt man venligst en gammel tegning i arkivet af noget, der mindede en anelse om det, kopiere den og så var nedrivning i orden. Den gamle kystsikring i strandskel blev derimod stående…

Efter et stykke tid blev vi – det vil sige min kriminelle kæreste – indkaldt til at give møde på øens hovedpolitistation. Vi skulle nu følges med en betjent til en bygning på den modsatte side af øen. Politiet skulle faktisk anholde min kriminelle kæreste, men da vi var kommet frivilligt, fik vi lov at køre i vores egen bil. Det viste sig, vi skulle til forhør hos den offentlige anklager. Sagen var blevet ganske omfangsrig hos anklageren. Jeg afleverede mit svarskrift og bad om, at det måtte indgå i den, det var han dog ikke sikker på, at jeg kunne få lov til. Anklageren forklarede, at min kæreste ville blive indkaldt til retten. Jeg spurgte til et anklageskrift – et stykke papir med, hvad anklagen lød på – men det kunne jeg ikke få, anklagen ville blive læst op i retten.
 

Nogle thailændere “er mere lige end andre”…

Det var alle lodsejerne ved stranden, der var anklaget, inklusive nogle af distriktets vigtige familier, blandt andre poo yai ban – head-of-village eller på mere simpelt dansk, landsbyhøvdingen, som var og stadig er en af øens spidser – den eneste, som ikke var anklaget, var min thailandske nabo. Han var en kinesisk forretningsmand fra Bangkok, men gift med en af øens indfødte kinesere. Jordstykket stammede fra hendes familie og huset – i øvrigt det først byggede på stranden – var en slags weekendhus, men de kom kun en eller to weekends om året. De plejede at invitere mig indenfor på grøn te, når de var her, og på et tidspunkt skrev han sit telefonnummer på en lille lap papir, rakte den til mig og sagde venligt: »Khun Per, hvis du nogensinde får problemer i Thailand, så ring til mig, én telefonopringning fra mig kan løse alt!« Han havde åbenbart ringet til nogen.

Min søde – men desværre stærkt kriminelle – kæreste på vej op til den høje ret på Koh Samui…

Endelig skulle der gives møde i Retten, som er den yderste bygning i fængselskompletset oppe på bakken. Den offentlige anklager havde fortalt os, at vi skulle forvente en bøde i størrelsesordenen 250.000 baht, så jeg havde jeg taget 300.000 baht med i kontanter. Jeg kunne se, at de andre lodsejere også havde penge med, Poo yai ban grinede, han havde brystlommerne proppet med tusse-baht’er. Ved indgangen stod der på døren: "Våben må ikke medbringes i retten", en betryggende oplysning.

Da alle var mødt, blev vi ført om til fængslet, for at vente der. Her blev de anklagede skilt fra følgere og låst inde i en tom celle. Min kæreste blev vred og sagde til politifolkene: »Hvorfor låser I os inde nu, vi er jo kommet helt frivilligt, Tror I, at vi vil stikke af nu…?« Ingen reaktion bortset fra, at sådan er reglerne. Det var ikke noget brugbart svar, så min kæreste fortsatte: »Hvorfor har I så ikke låst poo yai ban's kone inde…?«

Det var hende, som var lodsejer og derfor anklaget, men fru landsbyhøvding var for fin en person til, at man kunne spærre hende inde. Det kunne fængselsbetjentene så ikke lige svare fornuftigt på, så min kæreste insisterede på, i bedste Mrs. Hyacinth Buckét-still, at tale med "someone important" – jo, hun havde skam set "Fint skal det være" i Danmark – så til sidst måtte fængselsbetjentene hente deres big boss. Han havde heller ikke lige et godt svar på hånden og beordre derfor celledøren åbnet, så hele holdet af kriminelle bz'ere kunne vente udenfor, sammen med landsbyhøvdingens kone og alle os medfølgere.
 

Udsættelse at retssag…

Endelig blev alle ført ind i retslokalet, en stor sal med en række dommere siddende på et podie – nærmest som på en teaterscene – og nedenfor bænkerækker med de anklagede, hvoraf enkelte var i orange fangedragt og med lænker. Når en sag blev behandlet skulle den anklagede rejse sig, anklagen blev læst op, en dommer stillede et par spørgsmål og afsagde derefter en dom. Hvis en sag blev afsluttet med bøde, kunne en medfølgende skynde sig ned og betale kontant ved kasse 1, den dømte blev nemlig fængslet som skyldig, indtil der forelå kvittering for betalt bøde. Bødestørrelserne for os strandlods-ejere var ganske rigtigt i størrelsesordenen omkring 250.000 baht, med en smule forskel alt efter hvor stort et jordstykke, det drejede sig om.

Da det blev min kærestes tur, til at rejse sig bladrede dommeren i papirerne – jeg kunne se, at han havde fat i min fine sagsmappe – hvorefter han konkluderede, at den offentlige anklager ikke havde gjort forarbejdet godt nok. Sagen blev afvist til yderligere forberedelse og genberammelse.
 

Hvad gør vi nu…?

Min sagfører, der ligesom jeg, skulle til at bygge et hus på stranden, skulle holde møde folkene fra Marine Department. Nogle få dage forinden spurgte han mig: »Hvad gør jeg nu…?«

Han havde allerede fået gravet et stort hul til en kommende swimmingpool og det hul lå delvist udenfor det ny skel, så jeg anbefalede ham, at fylde hullet op igen inden marinefolkene kom, for så havde han ikke gjort noget ulovligt. Sandet lå heldigvis stadig i en stor bunke ved siden af hullet. De holdt møde på strandrestauranten ved siden af mig. Min sagfører håbede på, at få tilladelse til en kystsikring og sit planlagte byggeri med en stor pøl forrest. Da de var færdige gik han hen foran min grund, kaldte på mig og råbte: »De vil ikke lade os at bygge det, hvad gør vi nu…?«

Jeg – det vil sige min kæreste, som altid finder "someone important", at tale med – havde i mellemtiden fået at vide fra Marine Department, at vi godt måtte bruge den del af grunden, der fulgte kystsikringen, altså det oprindelige yderste skel, vi skulle bare anklages først og betale en bøde, før de kunne give os lov til det. Men vi måtte ikke bygge noget på den yderste del. Min sagfører var heldigvis ikke kriminel bz'er, så han kunne klare sit problem, ved at rykke hus og pøl et par meter tilbage på oversigtstegningen, så hans svømmebassins yderkant næsten flugtede det inderste skel, omkring en meter udenfor var Okay, havde marinefolkene forklaret.
 

Forundersøgelsesleder beder om donation…

En dag dukkede forundersøgelseslederen uventet op ved vores lejede bungalow og fortalte, at han skulle flyttes over til Surat Thani på fastlandet – der er en rotationsordning i Thailand af mange offentlige ledere, så de ikke er for længe et sted og risikerer, at blive for indspiste med de lokale – så nu skulle han holde en afskedsreception for personalet på forundersøgelseskontoret, og ville derfor høre om jeg ville sponsere et par flasker whisky…?

Hvordan ville du reagere, hvis forhørslederen til dit kriminelle baggrundstjek hjemme i Danmark kom og spurgte dig om, at donere whisky til sin flyttereception…?

Jeg var både målløs og dog positiv, men hvad med miksere (soda), is og snacks…? Det havde han andre, der skulle sponsere, bare to flasker (billig) thai-whisky. Det fik han så – vi var jo færdigforhørt der, så der var vel næppe tale om korruption…
 

Domsafsigelse…

Min kæreste blev genindkaldt til Retten og denne gang var der ingen miner til, at låse hende inde, nu var vi blevet fine nok til, at vi måtte vente i retsbygnings forhal i stedet for fængselsafdelingen. Da vi kom ind i retslokalet og det blev hendes tur, rejste vi os op, hvorefter en dommer proklamerede "thi kendes for ret" og at vi – det vil sige min kriminelle kæreste – var skyldig i ulovlig besættelse af offentlig jord, som ejer af jordstykket. Da anklagede imidlertid ikke havde brugt jorden, så blev bøden nedsat til 26.000 baht – det mindede om en tiendedel – og da vi yderligere havde erkendt os skyldige, blev straffen halveret, så det blev en bøde på 13.000 baht.

På vej tilbage fra Retten smuttede vi ind hos Marine Department og viste kvittering for betalt bøde, og fik mundtligt tilsagn om, at nu måtte vi gerne bruge jordstykket mod stranden og forstærke kystsikringen, i henhold til de konstruktionstegninger vi allerede havde indleveret. Det stolede vi på og gjorde så…
 

Konklusion…

10 minutter var min kæreste låst inde deroppe på bakken for sit yderst kriminelle bz-virke, som hun i virkeligheden aldrig havde udført. Det burde egentligt have været mig.

10 år senere mødte en masse folk fra Marine Department atter op, for at tjekke om jordstykket mod stranden fulgte konstruktionstegningen – det gjorde det, til punkt og prikke – og bad os derefter om, at komme hen på deres kontor og hente en kuvert. Den indeholdt en officiel tilladelse i mit navn til, at jeg – mod fremover at betale en beskeden årlig leje – godt må bruge den del af mit jordstykke, som staten har konfiskeret…

Jubi, jeg må godt bruge de yderste knap fire meter af min grund…

En spøjs oplevelse, men fair behandling i et fremmedartet retssystem, som stadig til dels er funderet på "De tre segls lov" – en kongelov fra Ayutthaya-perioden, som overlevede rigets ødelæggelse i 1767 – trods delvis erstattet af moderne lov i 1900-tallet.

Amazing Thailand…

Du kan kommentere denne artikel, hvis du er medlem af Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, ved at klikke her.

Se også:

Farang
Du er uden tvivl stødt på ordet 'farang' – på Isaan-dialekt udtalt som falang, da laoter ikke kan udtale 'R' – det er det, vi vesterlændinge bliver kaldt hernede i Sydøstasien. Jeg fik i sin tid fortalt to historier om, hvordan udtrykket opstod, og fandt senere frem til en tredje, som nok er det korrekte ophav...

Hvordan har du det for øvrigt med at blive kaldt farang, føler du, at det er racistisk?



Aktuelt…

Thailandsk Halloween
Er du parat til at møde alskens uhyggelige skabninger natten før allehelgensdag?
For os danskere er Halloween en relativ ny tradition – selv om den stammer fra vores egen fortid – ligeså for thailænderne, hvis ”Festen for de døde” og spøgelses-ritualer passer perfekt til adoption af den vestlige fest, den 31. oktober.

Når faste og regntid slutter, vokser der penge på træerne
Fasten varer tre måneder og afslutningen er en festdag. Det er også en festperiode med traditionel dans og offer til templerne, hvor kutyme er, at der danses tre gange rundt om templet til musik fra trommer og andre instrumenter, samt bringes pengeofre – ofte som pengetræer – og disse gaver kan være ganske anseelige beløb.

Helligdage, højtider og alkohol
Thailand fejrer en række nationale helligdage med relation til kulter, religion og kongehus. Offentlige institutioner og banker er normalt lukket på disse helligdage. På religiøse helligdage, såkaldte Buddha-dage, sælges der ikke spiritus, så barer og natteliv er lukket.

Seneste tilføjelser…

Thailandsk Halloween
Er du parat til at møde alskens uhyggelige skabninger natten før allehelgensdag?
For os danskere er Halloween en relativ ny tradition – selv om den stammer fra vores egen fortid – ligeså for thailænderne, hvis ”Festen for de døde” og spøgelses-ritualer passer perfekt til adoption af den vestlige fest, den 31. oktober.

Samui som bopæl
Kunne du forstille dig, at bo på Bornholm, hvis der var sommer hele året?
Den tropeø, som jeg har valg at bo på, Koh Samui i Thailandsbugten, kan faktisk godt sammenlignes med Bornholm: Same-same but different.
Er man upåvirkelig af økuller – tilstand af uro, frustration og irritation fremkaldt af længere tids ophold på en mindre ø – opfylder øen faktisk alle de basale behov: Velkommen til paradis.

Bangkok 2025
En fotohistorie om et kort besøg i kongerigets hovedstad, men en anelse mere end “one night in Bangkok”...
Der blandt andet fotos fra Asiatique, ØKs gamle varehuse ved Chao Phraya-floden, og Wat Saket, også kendt som Golden Mount-templet.

Hvor skal man bo
Hvis du kommer til Thailand for at arbejde, er valget nemt: Du skal naturligvis bo i nærheden af dit arbejde. Men flytter du herned som livsnyder eller pensionist, er der både et stort udvalg af mulige stæder at slå sig ned og flere faktorer, som spiller med ind. Du kan få lidt input her, men husk, at vi er alle forskellige, så hvad jeg og andre syntes er paradis, er måske ikke tilsvarende for dig.

The Beach og The Hippie Trail
Kender du romanen eller filmen The Beach? Handlingen foregår på en hemmelig ø med et backpacker-kollektiv blandt Koh Samuis såkaldte 80 søstre – de omkringliggende øer i Bandon-bugten og Ang Thong Marineparken – en paradisø uanfægtet af turisme. Findes noget lignende i virkeligheden?

Det gælder om at være på god fod med ånderne
Der er meget at fortæller om thailandske ånder og spøgelser, blandt andet hvorfor de foretrækker rød Fanta, og hvorfor nogle feminine ånder i træer har en forkærlighed for fine kjoler, og ikke at forglemme vejsidespøgelser. Der skal også en ceremoni med helst en åndemaner – altså shaman – til, for at opnå en ordentlig åndehus indvielse, herunder lokke eller jage de luftige skabninger ind i deres nye huse. Alt det og mere til, kan du læse en smule om her.

Lidt om thailandske navne
Når du kommer til Thailand vil du opleve, at de fleste har meget korte navne, helt ned til en enkelt stavelse som Lek, Nit eller Noi. Alle tre navne betyder for øvrigt ”lille”. Det stammer fra gammel tid, hvor thailændere oprindeligt kun brugte korte fornavne. Der var nemlig ingen klaner i det gamle Thailand, og derfor var der ikke behov for identificerende familienavne.

Hvis du vil have lidt selskab med hjem fra nattelivet
Det er ikke alle udlændinge i Thailand, som er i et fast forhold. Nogle foretrækker at bo alene – eventuelt have en husholder (house keeper) eller lidt rengøringshjælp – og ellers finde uforpligtende selskab, når behovet melder sig. Hvordan det kan fungere, kan du læse lidt mere om her.

Et godt råd til Danmarks-farende
Amazing Thailand-historier har jeg mange af, men denne her – om de lækre uimodståelige, 5-stjernede dybstegte gourmet-insekter – er så en af de lidt mere prekære og nærmere "amazing Denmark", selv om den begyndte fremragende og heldigvis også fik en god slutning.

Farang
Du er uden tvivl stødt på ordet 'farang' – på Isaan-dialekt udtalt som falang, da laoter ikke kan udtale 'R' – det er det, vi vesterlændinge bliver kaldt hernede i Sydøstasien. Jeg fik i sin tid fortalt to historier om, hvordan udtrykket opstod, og fandt senere frem til en tredje, som nok er det korrekte ophav...

Hvordan har du det for øvrigt med at blive kaldt farang, føler du, at det er racistisk?

Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land…