SameSame-ButDifferent.dk
   ≡ 
Adressen er nem at huske: ssbd.dk – klik ind på siden, for Thailands-viden...

Amazing Thailand:

Historien om Thailands besynderlige alkohol love

18. juni 2023, opdateret 10. maj 2025.

Du er angiveligt stødt på skilte med, at alkohol kun sælges mellem klokken 11 og 14, samt fra klokken 17 til 24. Der er tilmed nogle dage, hvor alkohol slet ikke må sælges. Straffen for overtrædelse kan være ret streng og medfører op til seks måneders fængsel eller en bøde på 10.000 baht (cirka 2.000 DKK), eller begge dele. Forbuddet stammer dels fra kongehus og religion, og dels fordi for mange embedsmænd undlod at møde på arbejde, på grund af tømmermænd.

Det begyndte helt tilbage i Ayutthaya-kongeriget – det var perioden fra 1351 til 1767 – hvor udenlandske rejsende bemærkede, at alkohol var mindre populær blandt thailændere på grund af den fremherskende buddhistiske overbevisning. Det var tilmed forbudt at drikke alkohol blandt kongelige og hoffolk i Ayutthaya-perioden, selvom reglen ikke blev strengt overholdt.

I det senere Rattanakosin-kongerige – det var fra 1782 og frem til enevældets afskaffelse ved statskuppet i 1932 – udstedte kong Rama I (1782-1809) en hård lov mod alkoholforbrug. Ifølge forbuddet ville kongelige, der drak spiritus, blive nedgraderet til almindelige mennesker og blive mærket med en tatovering på panden. Det forbud blev dog lempet, da Siam begyndte at få mere kontakt med udlændinge, hvor alkoholforbruget blev udbredt sammen med tilstrømningen af importeret spiritus

Under militærstyret i perioden 1971-1973 under feltmarskal Thanom Kittikachorns embedsperiode, besluttede Det Revolutionære Råd i 1972, at begrænse salget af alkohol i butikkerne til bestemte tidspunkter, angiveligt fordi mange embedsmænd undlod at møde på arbejde på grund af tømmermænd.

Alkoholsalg blev ved lov begrænset til mellem klokken 11.00 og 14.00 og igen fra klokken 17.00 til midnat. Loven blev dog ikke håndhævet strengt, før kæder af dagligvarebutikker begyndte at sprede sig ud over hele nationen. Håndhævelse af loven blev strammet af militærjuntaen i 2015, hvor premierminister Prayut Chan-o-chas kontor udstedte en forordning der præciserede, at alkohol kun må sælges i disse timer, undtagen i internationale lufthavne og underholdningssteder, det vil sige barer, natklubber og lignende.

I slutningen af 2007 vedtog regeringen, der blev dannet af Rådet for National Sikkerhed i kølvandet på militærkuppet i 2006, et lovforslag om kontrol med alkoholiske drikkevarer. Efter loven trådte i kraft, udstedte den efterfølgende demokratisk valgte regering under Abhisit Vejjajivas ledelse, en ministeriel forordning, der forbød salg af alkoholholdige drikkevarer på de hellige, såkaldte Buddha-dage, Makha Bucha, Visakha Bucha, Asarnha Bucha og Wan Khao Phansa (buddhistisk fastelavn). Kun hoteller var undtaget fra forbuddet. I 2015 udvidede militærregeringens Det Nationale Råd for Fred og Orden alkoholforbuddet til også at omfatte hoteller, og tilføjede en femte årlig helligdag, Awk Phansa, afslutningen på den buddhistiske faste, også benævnt som Lent. De eneste undtagelser var for toldfrie butikker i lufthavne og for engroshandel mellem virksomheder.

I maj 2025 indførtes der lempelser for servering af alkohol på de hellige Buddha-dage. Visse barer og klubber kan fortsætte med udskænkning. Det samme gjaldt godkendte virksomheder i anerkendte turistområder og licenserede hoteller, så gæsterne kan nyde deres ophold. Også ved særlige begivenheder kan der søges om tilladelse til salg af alkohol.


Du kan kommentere denne artikel, hvis du er medlem af Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, ved at klikke her.



Aktuelt…

Seneste tilføjelser…

Du kan følge andre danske i Facebook-gruppen Dansk og bor i Thailand, hvor du også kan kommentere og selv starte en tråd, hvis du bor i Thailand, påtænker at bosætte dig der, eller er trækfugl og opholder dig en del af året i Smilenes Land

 259

Alle artikler og fotos er af Per Meistrup, med mindre andet er angivet.
✉ Kontakt Per Meistrup
SameSame-ButDifferent.dk
© 2025 All content is subject to copyright.
© 2025 Alle rettigheder forbeholdes.
Denne side bruger kun nødvendige cookies og gemmer ingen data.
© Power Media Production - version:22-09-2025.